Erhverv

Jyske Bank fordobler overskud og lander historisk resultat

Et stort fald i nedskrivningerne, stigende udlån og færre ansatte trækker op i Jyske Banks resultat.

Jyske Bank har i 2021 fordoblet sit overskud, og det har sikret banken det bedste resultat nogensinde.

Banken kommer ud af 2021 med et overskud på 3,2 milliarder kroner efter skat. Det viser bankens årsregnskab.

Der er tale om en fordobling i forhold til 2020, hvor resultatet var belastet af coronakrisen.

Bankens ordførende direktør, Anders Dam, fremhæver i en kommentar til regnskabet, at banken nyder godt af gode tider i Danmark.

Det har blandt andet betydet, at der har været en vækst på 11 procent i bankudlån, hvilket er den største fremgang siden 2014.

– Resultatet vidner om væsentligt øget aktivitet i dansk økonomi og gunstige finansielle markeder, siger han.

Det er særligt nedskrivningerne – penge sat af til forventede tab på udlån – der er den store forskel i regnskabet.

I 2020 havde Jyske Bank nedskrivninger på knap en milliard kroner, mens posten i 2021 har vist et plus på 218 millioner kroner. Det dækker over, at penge, der tidligere var sat af til tab, er blevet ført tilbage.

Anders Dam fremhæver desuden, at bankens resultater er trukket op af stigende udlån og højere indtægter fra især gebyrer.

Derudover er staben af medarbejdere det seneste år skåret med omkring to procent, hvilket også trækker overskuddet op.

Jyske Bank er blandt landets største banker, og regnskabet for 2021 viser samme tendens som de øvrige banker, der også har løftet overskuddet sidste år – blandt andet som følge af lavere nedskrivninger og stigende udlån.

For 2022 forventer Jyske bank et overskud på 2,7-3,1 milliarder kroner – altså lidt lavere end sidste år.

En af årsagerne er, at banken i år ikke forventer helt så høje indtægter fra kursreguleringer på værdipapirer.

/ritzau/

Back to top button