En julefrokost på Møn udviklede sig tirsdag aften dramatisk, da en 71-årig mand blev overfaldet og truet med at få halsen skåret over.

Det er Sydsjællands Politi, der oplyser om julefrokosten på Møn sent tirsdag aften, som endte med anholdelsen af en 23-årig mand.

Det var muligvis et skænderi om defekt toilet, der udviklede sig til noget mere dramatisk.

Her blev en 71-årig mand jaget ud af huset af den 23-årige mand, hvorefter den ældre mand blev slået i ansigtet og truet med en kniv.

Ifølge politiet holdt den 23-årige mand en stor køkkenkniv op foran halsen på manden, og truede med at skære halsen over på ham.

Andre gæster ved julefrokosten fik dog skilt de to ad, hvorefter den 23-årige mand lagde sig til at sove.

I nat fik politiet dog fat i ham, og han blev anholdt og kørt til politistationen i Næstved.

Her skal politiet nu nærmere klarlægge hvad der er foregået.

Flere nyheder

Kom med din mening til nyheden