Udland

Japan genåbner så småt grænserne for turister i maj

En prøveordning skal indhente viden om, hvordan landet kan genåbne grænserne for turister i Japan.

Japans turismeagentur vil med en prøveordning lukke et begrænset antal turister ind for første gang, siden coronapandemien tvang Japan til at lukke dets grænser i 2020.

Det oplyser agenturet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det begynder som en prøveordning, hvor turister, som har købt en pakkerejse, vil blive lukket ind i landet.

Det skal ifølge Reuters hjælpe myndighederne med at “samle information” inden en fuldstændig genåbning af landets grænser.

Det bliver i første omgang muligt for rejsende fra USA, Australien, Singapore og Thailand at blive en del af prøveordningen. De rejsende skal være færdigvaccinerede mod covid-19 og have fået et boosterstik.

Pakkerejserne skal desuden være planlagt i samarbejde mellem de rejsendes rejsebureau og det japanske turismeagentur.

Ifølge Reuters er håbet, at en genåbning af turismesektoren kan få landets valuta, yen, på ret køl, efter at den er dalet til den laveste værdi i 20 år.

Japan er verdens tredjestørste økonomi, og en stor del af indtægterne kommer fra turister. Alene i 2019 besøge 31,9 millioner turister landet, og de brugte 4810 milliarder yen på rejsen. Det svarer til godt 265 milliarder danske kroner.

Selv med prøveordningen i Japan er det stadig endnu ikke muligt for danske turister at besøge landet.

Japan er ellers ifølge Danmarks Statistik danskernes fjerdemest foretrukne rejsemål uden for Europa.

Landets premierminister, Fumio Kishida, sagde i sidste uge, at planen er, at den totale genåbning for turister kommer i løbet af juni.

/ritzau/

Back to top button