Sport

Jagt på mesterskabsspillet resulterer i røde AaB-tal

Et beskedent transferoverskud betyder, at AaB i 2021 endte med et underskud på 15,3 millioner kroner.

AaB har satset hårdt på at nå mesterskabsspillet i Superligaen, og det har kostet på den økonomiske front.

Mandag har den nordjyske klub afsløret, at den i regnskabsåret 2021 skabte et underskud på 15,3 millioner kroner.

Det oplyser AaB på sin hjemmeside.

Det er en markant nedgang i forhold til 2020, hvor AaB leverede et overskud på 12,1 millioner kroner.

Ifølge administrerende direktør Thomas Bælum er coronapandemien delvist skyld i resultatet for 2021.

– Samtidig har det i de seneste par transfervinduer været en klar prioritet for os i jagten på at kvalificere os til 3F Superligaens mesterskabsspil at fastholde vores profiler og bevare truppen så intakt som muligt, hvilket dermed også afspejler sig i konkrete transferindtægter, som vi har takket pænt nej tak til, siger han.

Af selve årsrapporten fremgår det, at transferaktiviteterne i 2021 udgjorde et overskud på 9,5 millioner. Det er noget mindre end de 34,5 millioner, klubben genererede i overskud i 2020.

AaB hentede i 2021 transferindtægter fra salget af Jores Okore til Changchun Yatai FC. Derudover fik man del i transfersummen, da Genk solgte AaB’s tidligere spiller Joakim Mæhle til Atalanta.

Underskuddet på 15,3 millioner stemmer overrens med bestyrelses forventninger.

AaB’s fans skal heller ikke regne med, at klubben i 2022 kommer til at lave overskud. Nordjyderne forventer således, at tallet på bundlinjen lander et sted mellem nul og minus fem millioner kroner.

Klubben havde ved udgangen af regnskabsåret 2021 en egenkapital på 77,5 millioner kroner.

/ritzau/

Back to top button