Udland

Italiens kystvagt redder 1000 migranter på havet

Forlis den 26. februar lige ud for Calabrien har ført til hård kritik af den højreorienterede regering i Rom.

Over 1000 migranter er blevet bragt i sikkerhed i to italienske havne lørdag, efter at de var blevet reddet op fra synkefærdige, overfyldte både på Middelhavet. Det oplyser den italienske kystvagt.

Redningsaktionerne fandt sted, samme dag som der blev fundet endnu et lig fra et dødeligt forlis for knap to uger siden, hvor mindst 74 omkom.

Det seneste dødsoffer, som er blevet bjærget op fra havet, var en pige på fem eller seks år, rapporterer nyhedsbureauet AGI.

Forliset den 26. februar lige ud for Calabrien i den sydligste del af landet, har ført til hård kritik af den højreorienterede regering i Rom under ledelse af premierminister Giorgia Meloni, fordi der ikke blev grebet ind.

Kystvagten var lørdag ved at afslutte en stor redningsoperation, som blev sat i værk fredags efter opdagelsen af tre synkefærdige både fyldt med migranter.

Videoer optaget af kystvagten har vist store fiskerbåde fyldt med migranter på dækket og mindre redningsbåde, som ligeledes var fyldt med folk, som var blevet reddet i sikkerhed.

De 487 migranter på den ene båd er bragt i land i Crotone, mens 500 andre migranter er blevet reddet over på et af kystvagtens skibe. Dette skib har lagt til i havnen Reggio Calabria.

379 mennesker blev reddet fra en tredje båd af kystvagtens patruljebåde og bliver på et af flådens skibe sejlet til Augustas på Sicilien.

Meloni har holdt et regeringsmøde nær det sted, hvor mange migranter druknede for to uger siden.

Hendes regering har per dekret skærpet straffe for menneskesmugling, men der er ikke taget nye foranstaltninger for at redde flere menneskeliv.

/ritzau/Reuters

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker