Sport

Iskolde nordmænd dukker Anne Mette Hansen i CL-finalen

Anne Mette Hansen og Györ måtte se Vipers Kristiansand vinde Champions League-finalen i Budapest.

For andet år i træk kan norske Vipers Kristiansand kalde sig Europas bedste klubhold i kvindehåndbold.

End ikke larmende modstand fra 15.000 ungarske tilskuere kunne hyle de rutinerede nordmænd ud af den i Champions League-finalen mod Györ.

33-31 lød cifrene, da Vipers genvandt det mest prestigefyldte klubtrofæ og efterlod den ungarske storklub med danske Anne Mette Hansen i dyb skuffelse.

I kampens første fjerdedel lignede Györ ellers et hold på vej tilbage på den europæiske trone.

Kombinationerne flød, afslutningerne var velovervejede og forsvarsspillet effektivt. Anne Mette Hansen leverede to scoringer fra venstre back, da Györ skabte sig et forspring på 8-5.

I takt med at man begyndte at skifte ud, faldt ungarernes spil dog gradvist fra hinanden. Nordmændene overtog styringen, og nu begyndte også superveteranen Katrine Lunde at tage fra i målet.

Det stod 15-13 til Vipers ved pausen, og selv om Györ med en lynstart på anden halvleg kom op på 16-16, fortsatte billedet efter pausen.

Med svenske Isabelle Gulldén som den store dirigent holdt Vipers konsekvent et forspring på to-tre mål.

Ethvert ungarsk håb om et comeback blev forpurret af 42-årige Lunde, der leverede to mirakelredninger ved 32-29. Og da Ana Debelic straks efter øgede Vipers-føringen, kunne den norske jubel så småt begynde.

Anne Mette Hansen må til gengæld vente mindst en sæson mere på at vinde Champions League for tredje gang. Hun spillede en udmærket finale og blev sit holds topscorer med seks mål på ni forsøg.

– Jeg føler, at vi havde chancen, men vi udnyttede den ikke, siger Hansen til NTB.

– Vi virkede for uerfarne i vores forsvarsspil og holdt ikke vores aftaler. Det skal vi lære af, lyder det fra den skuffede dansker.

/ritzau/

Back to top button