Udland

Iran dømmer en sjette demonstrant til døden

Tiltalt kendes skyldig i at ville dræbe, sprede terror og skabe utryghed i forbindelse med protester i Iran.

En domstol i Irans hovedstad, Teheran, har søndag dømt en person til døden i forbindelse med de store demonstrationer, der i to måneder har præget landet.

Det fremgår af domstolens nyhedsside.

Det er den sjette person, som i de seneste uger er blevet dømt til døden for sin påståede rolle i demonstrationerne.

Den anklagede er kendt skyldig i at have “trukket en kniv i den hensigt at dræbe, sprede terror og skabe utryghed i samfundet under de nylige uroligheder”, skriver Mizan Online.

Det er den iranske revolutionsdomstols nyhedstjeneste.

Domstolen har desuden fundet den tiltalte skyldig i “moharebeh”, skriver Mizan Online. Det er et begreb, der dækker over at “føre krig mod Gud”.

Alene i den seneste uge er fem andre mennesker blevet dømt til døden i forbindelse med de store protester mod det iranske præstestyre.

Dødsdommene kan appelleres til Irans højesteret.

Ifølge Amnesty International har iranske myndigheder i mindst 21 tilfælde krævet dødsstraf i det, menneskeretsorganisationen betegner som “skin-retssager”.

Her er de anklagede også tiltalt for blandt andet “moharebeh”.

Amnesty International betegner de 21 sager som “dybt uretfærdige lynretssager”, hvor de tiltalte risikerer offentlig henrettelse.

I weekenden har der igen været demonstrationer i mange byer rundt om i Iran. Det skriver aktivistgruppen 1500tasvir på Twitter.

I den kurdiske by Mahabad i det nordvestlige Iran ankom iranske sikkerhedsstyrker i kampvogne og skød mod folk, der deltog i demonstrationer lørdag aften, siger øjenvidner ifølge nyhedsbureauet dpa.

Flere af byens indbyggere blev såret, siger øjenvidnerne.

Det iranske nyhedsbureau Tasnim, der støtter præstestyret, har en anden udlægning af begivenhederne i byen lørdag aften.

Bureauet skriver, at “bevæbnede terrorister” satte ild til private huse og offentlige bygninger i byen og skabte frygt blandt byens borgere.

Irans regering har beskrevet demonstrationerne som en vestlig sammensværgelse, der skal føre til et regimeskifte.

Iranske sikkerhedsstyrker har foreløbig dræbt 378 personer – herunder 47 børn – under de igangværende demonstrationer i landet.

Det viser den seneste opgørelse fra menneskerettighedsgruppen Iran Human Rights.

De store protester har stået på siden midten af september. Det er nogle af de mest omfattende, der har været imod Irans præstestyre.

Demonstrationerne begyndte i kølvandet på den 22-årig kvinde Mahsa Aminis død.

Hun blev anholdt, fordi hendes hijab ifølge det iranske moralpoliti ikke dækkede hendes hår godt nok.

Mahsa Amini døde fredag 16. september i det iranske politis varetægt. Demonstranterne holder det iranske moralpoliti og præstestyre ansvarlig for hendes død.

/ritzau/AFP

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker