Ingen gamle bomber fundet i delvist drænet sø
En mand mener at have set bomber blive gravet ned ved Sønder Hygum under Anden Verdenskrig. Ingen er fundet.
Et minde fra Anden Verdenskrig fik Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste (EOD) til at rykke ud til en sø i Sønder Hygum ved Rødding.
En borger mente nemlig at huske, at han under Anden Verdenskrig så to bomber blive gravet ned i området.
Det fortalte han til Syd- og Sønderjyllands Politi før nytår, og den mistanke skulle undersøges. Derfor rykkede EOD mandag ud til et område nær Rødding for at dræne en mindre sø delvist og tjekke, om gamle bomber kom til syne.
Men intet sprængfarligt materiale dukkede op fra vandet.
Det oplyser politikredsen tirsdag i en pressemeddelelse.
EOD har tidligere undersøgt et andet sted på grund af mandens mistanke. Det var i midten af januar, hvor ammunitionsrydningstjenesten undersøgte to områder på markerne uden for Sønder Hygum.
Men heller ikke her var der bid i jorden.
Politiet har ikke tænkt sig at foretage yderligere i sagen.
– Hele området er nu grundigt afsøgt, og der foretages ikke yderligere, skriver politiet i pressemeddelelsen.
/ritzau/