Inflationen i Tyskland er på vej ned som i resten af Europa
Den tyske inflation toppede i oktober sidste år på 10,4 procent. Økonomer er optimistiske for fremtiden.
Den tyske inflation i januar ender på 8,7 procent. Det er en lille stigning siden december, hvor den lå på 8,6 procent.
Det viser tal fra det tyske statistikbureau Statistisches Bundesamt.
Men ifølge Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI), er den lille stigning blot en teknikalitet. I stedet bør man se på inflationen over flere måneder, hvor den falder.
– I forhold til da den toppede i efteråret, er inflationen på vej ned i Tyskland lige som i resten af Europa, siger han.
I december blev der reduceret nogle elafgifter i Tyskland, og det var med til at presse inflationen ned, fordi prisen på el faldt. Det forklarer Allan Sørensen.
Inflationen i Tyskland toppede i oktober, hvor den endte på 10,4 procent. Måneden efter var den på 10 procent.
– Vi kan finde trøst i, at inflationen i januar var lavere. Så hvis vi ser hen over udsvingene i energipriserne, er den nedadgående, siger Allan Sørensen.
Tyskland er det andenstørste eksportmarked for danske virksomheder. Samtidig understøtter eksporten til Tyskland omkring 90.000 job herhjemme. Det fortæller Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv.
Derfor er den nedadgående tendens en god nyhed set med danske briller.
– Forhåbentligt får de tyske forbrugeres købekraft et comeback i løbet af året. Det betyder, at danske virksomheder kan afsætte flere varer på det tyske marked, siger Tore Stramer.
Modsat tidligere, hvor han havde lidt mere dystre forventninger, forventer Tore Stramer nu, at Tyskland undgår en recession.
– Det skyldes, at inflationskrisen begynder at gå på hæld, og at vi igen har udsigt til en mere stabil økonomisk aktivitet, siger han.
Også Allan Sørensen er optimistisk. Han forventer, at inflationen i både Tyskland og Danmark vil ligge på to til tre procent i slutningen af året.
– Energipriser og råvarepriser er faldet meget på verdensmarkedet over det sidste halve år. Når det slår igennem til forbrugerpriserne trækker det inflationen ned.
Det tyske statistikbureau har ændret basisåret fra 2015 til 2020 i januar. Med det nye basisår er inflationen i december 8,1 procent og i november 8,8 procent. Det skriver Statistisches Bundesamt i en pressemeddelelse.
/ritzau/