Zoo: Nu er hun ved at være klar

Zoologisk Have i København gør igen i år et forsøg på at få to pandaer til at parre sig

Offentliggjort Sidst opdateret

Zoologisk Have i København forsøger endnu en gang at få de to pandaer Mao Sun og Xing Er til at parre sig.

Lørdag aften er hunpandaen Mao Sun meget tæt på at være i brunst. 

Det fortæller Nadja Søndergaard, som er dyrepasser i Zoologisk Have.

- Det er oppe over, siger hun.

Kun 36 timer hvert år

Zoologisk Have holder skarpt øje med, hvornår hunpandaen Mao Sun er klar til parring.

Pandaens brunstperiode varer nemlig kun 36 timer hvert år.

Ifølge dyrepasseren har der i løbet af lørdagen været en del interaktioner mellem de to dyr.

Går ikke for alvor til den

- Siden morgenstunden har vi tænkt "kunne det være nu"?. 

Pandaerne har haft nogle møder, som er gået ganske stille og roligt, hvor hun har søgt ham og hans opmærksomhed.

- Han har også søgt hendes opmærksomhed, men der er ikke sket mere ved det, siger Nadja Søndergaard.

Pandaer i Zoo tilhører Kina - det samme gør mulige unger

Hvis pandaer i København Zoo lykkes med at parre sig og får unger, vil ungerne tilhøre Kina.

Her kan du læse mere om de to kinesiske pandaer i Københavns Zoo:

* De to pandaer er en han ved navn Xing Er og en hun med navnet Mao Sun.

* Pandaerne kom til Danmark 4. april 2019 fra Chengdu Panda Base i Kina efter flere års forberedelser.

* De er udlejet til Danmark i 15 år. Pandaerne tilhører stadig Kina, ligesom eventuelle unger gør det.

* Pandaerne bor i Zoologisk Have København i et pandaanlæg tegnet af arkitekten Bjarke Ingels. Anlægget kostede 160 millioner kroner at opføre.

* Prisen for at leje pandaerne er en million amerikanske dollar om året i 15 år. Dertil kommer omkostninger til drift og pasning af pandaerne.

* Idéen om at sende et pandapar til Danmark opstod i 2010 hos den daværende leder af det danske konsulat i Chongqing i Kina, Hans Halskov.

* Samme år mødtes ledelsen af Zoologisk Have i København for første gang med ledelsen af Chengdu Panda Base i Kina for at drøfte idéen.

* Først i april 2014 blev det under et dansk erhvervsfremstød i Kina afsløret, at Kina ville udleje to pandaer til Danmark.

Kilde: Kilder: Zoologisk Have, Ritzau.

Pandaerne kom til Danmark i april 2019 fra Chengdu Panda Base i Kina efter flere års forberedelser.

Pandaerne Xing Er og Mao Sun i Zoo i København. Hun er meget tæt på at komme i brunst, og det er hun kun 36 timer hvert år.
Pandaerne Xing Er og Mao Sun i Zoo i København. Hun er meget tæt på at komme i brunst, og det er hun kun 36 timer hvert år.
Powered by Labrador CMS