Her er efterårssæsonen på Teater Katapult

Offentliggjort Sidst opdateret

Pirateri i nutidige farvande, engelsk gadeoprør, ægteskab, crazykomik, boligindretning fra glittede magasiner, kosmonauter, Quonga, ånd, videnskab og kunst. Alt det og mere til i et katapultisk festfyrværkeri af en teatersæson.

Teater Katapult i Aarhus affyrer et batteri af chokerende gode oplevelser i sæsonen Efterår14.

Fortryllende fremstilling af engelske gadeoptøjer i ’FERAL’. Moderne kamp mod pirater i ’839 DAGE’ og harmonika-, klarinet- og stepsko-bevæbnede soldater på march i ’ALT ER SAGT, SIGER DE’.

Teaterchef Torben Dahl har håndplukket Tortoise in a Nutshell’s ‘FERAL’ på verdens største og væsentligste scenekunstfestival ‘Edinburgh Fringe Festival’ og fremhæver forestillingen, hvor fem exceptionelle performere med dukkespil, film, live-animationsteknik og -lydproduktion spektakulært skaber og udsletter en verden foran publikums øjne:

– Folkene bag Feral forstår at kombinere et fortryllende og magisk univers med aktuel holdningsbaseret teater, der med udgangspunkt i optøjerne i bl.a. London i 2011, fortæller en enkel og klar historie, om hvordan et for stort fokus på penge i et lokalsamfund, kan have meget afgørende konsekvenser. Helt fortjent, at gruppen blev nomineret til den fineste pris, Total Award, på Edinburgh Fringe. Katapult får nu Danmarkspremiere på den i Aarhus Festuge, hvorefter vi sender den på turne rundt i landet, siger Torben Dahl.

Hovedpersonerne i et moderne dansk mareridt, kaptajn Eddy Lopez og styrmand Søren Lyngbjørn har valgt at fortælle deres historie til dramatiker Henrik Szklany. ’839 DAGE’ stiller skarpt på danmarkshistoriens længste kidnapning fra 2011, som Udenrigsministeriet til dags dato har valgt totalt at mørklægge.

Eddy Lopez, Søren Lyngbjørn og fire filippinske besætningsmedlemmer blev holdt fanget af somaliske pirater i over to år og tre måneder, før deres rederi, Shipcraft, frikøbte dem for cirka 40 millioner kroner. Instruktør Rasmus Ask modtog en Reumert i talentkategorien i 2014. Den armløse elektromusiker Spejderrobot leverer soundtracket til forestillingen.

Talentfulde Arrièregardens forestilling ’ALT ER SAGT, SIGER DE’ er løftet fra Katapults satellitscene for bl.a. scenekunstens undergrund, Ambassaden i Rosensgade, og ind på hovedscenen på Godsbanen. Kampberedte soldater marcherer gennem den musikalske og billedrige forestilling om liv og død, kærlighed, krig og den korte afstand mellem målrettethed og vaklen.

Udkantsbrødre og boligmagasiner

Kvinder bliver til mænd, når teater Republique lader Tjekhovs tre søstre bliver til ‘3 BRØDRE’, mens både familiestrukturer, forbrugsmønstre og kønsroller kommer med i affyringsrøret, når Mungo Park Allerød laver metaforisk konfetti af elske-hade-magasinet ’BO BEDRE’

– Vi er rigtig glade for det nye samarbejde med Republique og Mungo Park Allerød, som i den grad har beriget dansk teater de senere år, fortæller teaterchef Torben Dahl.

Tjekhovs tragikomiske mesterværk ’Tre søstre’ bliver omplantet fra en russisk provinsby til udkantsdanmark – og instruktør Anders Lundorph sætter fuldt blus på komediesiden af dramaet, når de ’3 BRØDRE’s længsel mod storbyen udspiller sig på scenen. 1961. Så længe siden er det, første nummer af magasinklassikeren Bo Bedre kom på gaden. I 2014 er ’BO BEDRE’ Mungo Parks anmelderroste tværsnit gennem bunken af magasiner fra dengang til nu. For hvad betyder vores hjem for dig, mig, os alle sammen – og for samfundet?

Virkelighed, crazykomik, wrestling, Quonga og… og… og…

En datters ‘ULTIMATUM’ til sin kokain- og alkohol-misbrugende far træder ind på scenen direkte fra virkeligheden, når Henrik og Julie Halby i Holbæk Teaters teaterdokumentar fortæller historien om, da Julie sendte sin far et brev:

– Kære far. Du må forstå, jeg hader dig, når du er fuld.

’RESTER AF ALICE’ er et crazy-komisk take på feltet mellem drømme og netop virkelighed. Dramatiker Caroline Cecilie Malling vender her tilbage til hovedpersonen i sin lige så gakket-eftertænksomme karrierestarter ’Stol på Alice’ – en forestilling, der i 2005 indbragte hende førsteprisen i Katapults landsdækkende dramatikerkonkurrence under festivalen DramaRama (hvor hun skrev sig på præmieskamlen foran en vis Jussi Adler-Olsen).

Læg til Katapult-programmet en rask lille ægtemans-likvidering i rørende, morsomme ‘JEG ER RIG’, impro-comedy med SPECIALKLASSEN og KOSMONAUTERNE… og så lige en omgang wrestling, en ‘QUONGAFEST’, ‘STORY SLAM’ med finalen ‘GRAND SLAM’ i december og ‘AARHUS ALTERNATIVES – en festival for ånd, videnskab og kunst’ + det løse.

Affyringen af sæson Efterår14 brager løs fra den 2. september på Katapult på Godsbanen.

Powered by Labrador CMS