Voldsomt vejr rammer i dag
Torden, hagl og regn rammer Danmark i flæng mandag og tirsdag
Sommervarmen fortsætter de næste dage med 25-30 grader.
Men hvor det har været tørvejr den seneste uges tid, bliver de kommende dage langt mere ustabile lyder det fra vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
- Op mod middag og i hvert fald fra middag vil vi blive ramt stedvis af byger med regn, torden og hagl. Det begynder i vest, hvor temperaturerne også er højest. Problemet er, at det er forbundet med meget stor usikkerhed, hvor det holder tørt og hvor man får nedbør og torden, siger Anja Bodholdt fra DMI til Newsbreak.dk.
Meget usikkert, hvor det rammer
Det eneste helt sikre er, at det ustabile vejr begynder i vest omkring middagstid og trækker øst på i løbet af dagen.
- Det kan holde tørt i Ringsted på Sjælland, men regne og tordne i Osted 10 kilometer derfra, forklarer Anja Bodholdt.
Det voldsomme vejr aftager hen under aften, men begynder igen natten til tirsdag, og mange steder vil man vågne op til byger tirsdag morgen.
Her bliver regnen op af tirsdagen
- Bygerne om tirsdagen vil holde sig længst tid i Nordjylland og det nordøstlige Sjælland, hvor de bliver et stykke op af tirsdagen, siger Anja Bodholdt til Newsbreak.dk.
Så skal du ud i dag må dagens gode råd være, at du medbringer en paraply, hvis du skulle blive ramt af en af de stedvise byger.