Vil stoppe stigning i pensionsalder

Statsministeren vil genforhandle Velfærdsaftalen fra 2006 om pensionsalderen

Offentliggjort Sidst opdateret

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil genforhandle den såkaldte Velfærdsaftale fra 2006, der har betydet, at pensionsalderen stiger i takt med levetiden.

Det siger hun i et interview med Berlingske, hvor hun yderligere påpeger, at hun taler på vegne af Socialdemokratiet og ikke regeringen.

Tror ikke på det

- Den automatik, som pensionsalderen hæves med lige nu, tror vi ikke på længere. I vores øjne kan man ikke bare blive ved og ved med at sige, at folk skal arbejde et år længere - og derfor er vores klare melding, at aftalen skal genforhandles, siger hun til mediet.

Mette Frederiksen siger stop stigende alder før pension.

Velfærdsaftalen fra 2006 er den politiske aftale, som regulerer en gradvis optrapning af pensionsalderen.

Hvert femte år

Den blev indgået af den daværende regering - Venstre og Det Konservative Folkeparti - samt Socialdemokratiet, De Radikale og Dansk Folkeparti.

Hvert femte år beslutter Folketinget, om pensionsalderen skal stige yderligere med 15 års varsel. Det kan maksimalt stige med et år per gang.

Folketinget skal næste år - i 2025 - igen stemme om det, hvor pensionsalderen skal hæves til 70 år fra 2040. Det bliver ifølge Mette Frederiksen sidste gang, at Socialdemokratiet stemmer for.

Powered by Labrador CMS