Vil rive 250 kameraer ned
60 procent af Frederiksberg Kommunes små 500 overvågningskameraer er fra kinesiske producenter, som PET har advaret imod. Konservativ Kina-kritiker vil have dem pillet ned
Citathistorie: TV 2 LORRY
Den kinesiske stat kan potentielt kigge med i optagelserne fra tæt på 300 overvågningskameraer i Frederiksberg Kommune.
Det er i hvert fald bekymringen hos kommunalpolitikere på Frederiksberg.
I et notat, som TV 2 Lorry har set, oplyser Frederiksberg Kommunes forvaltning, at cirka 60 procent af de i alt 488 kommunale overvågningskameraer er af mærkerne Hikvision eller Dahua, som er delvist ejet af den kinesiske stat.
Derfor bør kommunen øjeblikkeligt nedtage en stribe overvågningskameraer på rådhuset og hurtigst muligt begynde at udskifte flere end 250 andre, der er sat op forskellige steder i byen.
Sådan lyder det fra Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg, der med Kina-kritikeren Anders Storgaard i spidsen stiller forslag om netop dette ved et kommende møde i Kommunalbestyrelsen.
Naive i mange år
- Vi har været alt for naive i alt for mange år i forhold til Kina og deres interesse i at overvåge her. Flere sikkerhedseksperter påpeger, at de her kameraer er problematiske, så jeg finder det uacceptabelt, at vi som kommuner har så mange sat op. De skal pilles ned, siger Anders Storgaard (K) til TV 2 Lorry.
Ud over at være kommunalpolitiker er Anders Storgaard bestyrelsesmedlem i Dansk Kina-Kritisk Selskab og har tidligere blandet sig i debatten om kinesiske overvågningssystemer på dansk jord.
Pligt til at udlevere
Ifølge kinesisk lovgivning har firmaerne Hikvision og Dahua qua deres delvist statslige ejerskab pligt til at udlevere materiale til efterretningstjenester i Kina, hvis de kinesiske myndigheder altså afkræver dette.
Det forhold har fået Politiets Efterretningstjeneste (PET) til at advare om overvågningsteknologi fra netop de to firmaer. I en sikkerhedsvurdering fra december sidste år, som TV 2 Østjylland fik aktindsigt i, skrev PET, at de ikke var trygge ved kinesisk overvågningsteknologi i Danmark, og at de var bekendte med 'konkrete sårbarheder' ved to specifikke kameraer fra producenten Hikvision.
Tidligere har Danmarks Radio og TV 2 Øst skrevet, at eksperter udtrykker bekymring for, at Hikvisions kameraer kan være udrustet med en slags ’skjult bagdør’, som de kinesiske myndigheder kan bruge til at foretage masseovervågning.
Data fra Italien til Kina
Italienske Rai TV afslørede - ifølge TV Midtvest - således i maj sidste år, at Hikvision havde sendt data fra Italien til Kina.
Frederiksberg Kommune oplyser i notatet, at overvågningskameraerne er ”koblet op på en lukket sikkerhedsnetværk, hvor en almindelig adgang til internettet ikke kan anvendes” og henviser til et punkt i PET’s sikkerhedsvurdering, hvor risikoen for kompromittering beskrives som ”minimal”, hvis altså kameraerne anvendes i et ”isoleret og lukket system”.
Støtter forslaget
I Enhedslisten støtter man op om forslaget, og dermed lader det til, at et flertal på Rådhuset på Frederiksberg er klar til et opgør med de to overvågningsproducenter.
- Man skal kunne bevæge sig frit i byen uden at være bange for at blive overvåget. Særligt, hvis der er risiko for at informationerne bliver brugt af den kinesiske regering til at overvåge demokratiforkæmpere, skal vi gøre, hvad vi kan for at de pågældende kameraer bliver taget ned hurtigst muligt, siger Mette Bang Larsen i et skriftligt svar til TV 2 Lorry.
Optaget af datasikkerhed
Borgmester Michael Vindfeldt (S) ønsker ikke at dele med TV 2 Lorry, hvordan Socialdemokratiet forholder sig til spørgsmålet:
"I Frederiksberg Kommune er vi altid meget optaget af datasikkerhed for vores borgere. Hvis der er en risiko forbundet med systemer, vi benytter, så skal vi se på, hvordan vi håndterer det. Men når det handler om sikkerhed og fortrolige oplysninger, kommer vi ikke til at deltage i en større offentlig debat om det, hvilket jeg tror, alle kan forstå. Nu er forslaget stillet, og så skal vi have en god og grundig behandling af det i kommunalbestyrelsen, hvor jeg af respekt for processen ikke vil foregribe konklusionen på nuværende tidspunkt," udtaler borgmester Michael Vindfeldt (S) til TV 2 Lorry i et skriftligt svar.
Ifølge forvaltningen på Frederiksberg ventes det at koste omkring to millioner kroner at pille alle kameraerne fra de to producenter ned.
Med til historien hører, at Anders Storgaard (K) selv er i de kinesiske myndigheders søgelys, efter han sammen med tre andre danske politikere tidligere har hjulpet en demokratiaktivist fra Hongkong med at flygte til Vesten.
Vil i aktiv dialog
I et skriftligt svar til TV 2 Lorry, udtaler en talsperson fra Hikvison, at virksomheden har kendskab til sikkerhedsvurderingen fra PET, og virksomheden søger nu derfor aktivt at komme i dialog med PET, og at virksomheden “overholder de strengeste globale standarder for at sikre”, at udstyr og data er beskyttet.
"Hikvision følger alle gældende databeskyttelseslove, regler og normer i Danmark – herunder også de gældende GDPR-regler. Der er aldrig blevet fremlagt beviser noget sted i verden, der viser, at Hikvision-produkter er blevet brugt til spionage."
"Vores sikkerhedspraksis betyder, at bestemt udstyr ikke bliver uansvarligt forbundet til internettet, medmindre de relevante cybersikkerhedsprotokoller selv er blevet installeret af slutbrugeren. Hikvision kan ikke få adgang til videodata," skriver en talsperson fra Hikvision.