Vil ikke længere sende invitationer

Fremover skal man selv opsøge en coronavaccine

Offentliggjort Sidst opdateret

Sundhedsstyrelsen vil fra 15. maj ikke længere sende invitationer, om at borgere kan blive vaccineret mod covid-19. 

Tilbuddet består, men man skal derefter selv henvende sig.

Det oplyser Sundhedsstyrelsen tirsdag i en pressemeddelelse.

Stabile indlæggelsestal

- Vi står et godt sted. Foråret er kommet, og vi har god kontrol med epidemien, som ser ud til at aftage, siger enhedschef Bolette Søborg fra Sundhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.

- Indlæggelsestallene er stabile, og vi forventer også, at de snart falder. Derfor afrunder vi massevaccinationsprogrammet mod covid-19.

Selv om Sundhedsstyrelsen lukker ned for invitationer til vaccinationer for nu, betyder det ikke, at det ikke kan komme igen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) bliver vaccineret imod covid-19 af vaccinatør Huda Beklar i Øksnehallen i København, fredag den 4. juni 2021.
Statsminister Mette Frederiksen (S) bliver vaccineret imod covid-19 af vaccinatør Huda Beklar i Øksnehallen i København, fredag den 4. juni 2021.

I meddelelsen skriver Sundhedsstyrelsen, at der til efteråret "sandsynligvis" vil blive behov for at vaccinere mod covid-19 igen - men muligvis ikke for alle.

Planlægger at åbne igen

- Vi planlægger at åbne vaccinationsprogrammet igen til efteråret. Forud for det skal der laves en grundig faglig vurdering af, hvem og hvornår der skal vaccineres og med hvilke vacciner, siger Bolette Søborg.

- Vi forventer at fremlægge en plan for de overordnede rammer for sæsonen 2022-2023 før sommerferien.

Powered by Labrador CMS