Vil give lystfiskere kæmpe fangst
Der skal fanges 15-20 tunfisk i danske farvande, for at forskere fra DTU Aqua kan blive klogere på fiskene
Danske lystfiskere får lov til at fange 15-20 tun, som skal stilles til rådighed for forskere på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Samlet set får de danske lystfiskere fem tunkvoter stillet til rådighed.
Det er normalt ulovligt at fange tun i Danmark uden at sætte dem tilbage i havet. Men Danmark har lavet en byttehandel med fiskekvoter med Spanien.
- Vi laver det her projekt for at blive klogere på tun i de danske farvande, siger Rasmus Prehn (S), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Bytter fisk
Ifølge aftalen får Spanien kvoter på at fange 35 ton makrel, og Danmark får fem ton tunkvoter.
- Det er ikke, fordi der kommer til at blive fanget flere tun. Nej, vi bytter med spanierne, så de kan fange færre tun, men i stedet får de noget af vores makrel, siger Rasmus Prehn.
Rasmus Prehn håber, at de første tun kan fanges i september.
DTU Aqua har allerede gang i et projekt, hvor tun i danske farvande bliver mærket. Men med det nye projekt skal de blive endnu klogere på fiskene.