Vigtig ændring i nat

Når uret slår over i sommertid, går den danske tid over i universaltid, fordi en ny lov træder i kraft

Offentliggjort Sidst opdateret

Når urene stilles en time frem natten til søndag, går Danmark over i sommertid, og der bliver skåret en time af nattesøvnen.

Men i år er det ikke kun vintertiden, der bliver skiftet ud.

For Danmark går også formelt over til at følge den koordinerede universaltid, UTC, som de fleste andre lande også følger.

Og som Danmark i praksis også har fulgt i mange år.

Lov ophæves 

Det vedtog Folketinget den 14. marts, og den 130 år gamle lov fra 1893 om Tidens Bestemmelse via Jordens rotation ophæves derfor samtidig med tidsskiftet den 26. marts klokken 02.00.

Ib Fredslund Madsen er chefstrateg inden for finansmarkeder og økonomisk udvikling i Jyske Bank, og han fortæller, at en nøjagtig tidsangivelse er meget vigtig, når man handler med værdipapirer.

- Når man handler inden for millisekunder, er man afhængig af en nøjagtig tidsangivelse, og det er lige præcis det, man bruger universaltiden til.

- For hvis man er uenige om tidspunktet, kan man også blive uenige om kursen, siger Ib Fredslund Madsen.

Ikke brugt i 50 år

Den tidligere lov om Jordens rotation har ikke været brugt i praksis i de sidste 50 år, fordi den ikke er nøjagtig nok.

Den danske tid efter den gamle lov var 0,07 sekunder foran den koordinerede universaltid. Det viste en opgørelse i en artikel fra Ingeniøren i 2018.

Den tidligere lov om Jordens rotation har ikke været brugt i praksis siden 1970, fordi den ikke er nøjagtig nok. (Arkivfoto).
Den tidligere lov om Jordens rotation har ikke været brugt i praksis siden 1970, fordi den ikke er nøjagtig nok. (Arkivfoto).

Dybt afhængige

Transportminister Thomas Danielsen (V) sagde tilbage i januar i en pressemeddelelse, at loven skal ændres, så tiden passer til vores anvendelse af tid i dag.

- Der er en række brancher, der er dybt afhængige af en fælles nøjagtig tidsangivelse.

- Det gælder eksempelvis flytrafikken, elforsyningsnetværk og finansielle transaktioner, hvor der kan være behov for at sikre sig mod afvigelser på helt ned til 0,1 millisekund, sagde Thomas Danielsen.

UNIVERSALTID

* Universaltiden og normaltiden er to forskellige måder at måle tid på.

* Universaltiden (UTC) er baseret på indsamlinger fra atomure i en række nationer. Heriblandt hos Danmarks Nationale Metrologiinstitut (DFM) i Hørsholm, hvor Danmarks atomur er.

* Når Danmark følger universaltiden i praksis sker det gennem en gps-baseret tidsstyring.

* Normaltiden er målt ud fra Jordens rotationer og fastsættes ud for den 15de Længdegrad Øst for Greenwich. Det er et bestemt sted på Bornholm.

* Tiden målt gennem gps er mere præcis end variationen fra Jordens rotationer.

Kilde: Danmarks Nationale Metrologiinstitut
Powered by Labrador CMS