Verdens rigeste mand har danske aner
Jeff Bezos er blandt verdens allerrigeste mænd. Han fik ellers en hård start på livet, men den nu 60-årige mand bag Amazon og meget andet er kommet efter det
Der rinder dansk blod i årerne på en af verdens rigeste mænd, men det er ikke noget, han skilter med.
Jeff Bezos blev født i New Mexico og fik navnet Jeffrey Preston Jorgensen.
Det gode gamle danske navn havde han efter sin far, Ted Jorgensen, der kom fra en dansk-amerikansk familie.
Mor var 17
Men det gik skidt med forældrene fra begyndelsen. Hans mor var 17, da hun fødte ham, og Ted Jorgensen var 19 og drak.
Da den lille var 17 måneder, flyttede han med sin mor hjem til hendes forældre. Moren blev skilt fra den fordrukne, unge Ted Jorgensen.
Far forsvandt
Nogle år senere giftede hans mor sig igen, denne gang med den cubanske indvandrer Miguel Bezos. Han adopterede Jeff, der nu fik efternavnet Bezos.
Drengens biologiske far gik med til aldrig mere at opsøge sønnen.
Og sådan gik det. Ted Jorgensen døde i 2015.
Miguel Bezos overtog faderrollen for Jeff Bezos, og det ser ud til at være gået godt.
I hvert fald fylder Jeff Bezos den 12. januar 60 år som en af verdens rigeste mænd.
Knoklede for formuen
Han er nu begyndt at indrette sig anderledes, end da han knoklede med at opbygge sin formue med afsæt i virksomheden Amazon. Den etablerede han i 1994 som en onlineboghandel i en garage.
Siden blev sortimentet udvidet. I dag sælger Amazon stort set alt og leverer det også. Amazon er blevet verdens største sted for internethandel.
Bezos har trukket sig som den daglige topchef. Men han kontrollerer stadig virksomheden og er bestyrelsesformand.
Arbejdede på McDonald's
I denne tid er der sket et skifte i hans private tilværelse.
Han er flyttet fra Seattle i delstaten Washington til Miami i Florida.
- Jeg vil være tæt på mine forældre, sagde han i november, da han gav meddelelsen om den forestående flytning.
Jeff Bezos har ifølge New York Times boet i Seattle siden 1994, men han har tidligere boet i Miami. Han gik i highschool i byen og arbejdede i øvrigt på McDonald's i sin fritid.
I sin meddelelse i november sagde Jeff Bezos desuden, at hans rumfirma, Blue Origin, opererer fra Nasas rumfartsområde Cape Canaveral, så også det er en grund til at flytte til Florida.
Har mange hjem
Blue Origin arbejder blandt andet med rumturisme og laver raketmotorer.
Men så er flytningen heller ikke værre, for Jeff Bezos lægger ikke Seattle helt bag sig.
Business Insider skriver, at han stadig har otte ejendomsbesiddelser i Seattle. Han har to i Miami, og han har også besiddelser mange andre steder i USA.
Faktisk er han ifølge Business Insider USA's 24. største jordbesidder, så han har lidt at vælge imellem, hvis det skulle blive for varmt i Miami.
Lang række investeringer
Bezos har en lang række investeringer, som han foretager igennem sit investeringsselskab Bezos Expeditions. Han ejer blandt andet avisen Washington Post.
Jeff Bezos er uddannet i elektronik- og datavidenskab på Princeton University.
I 1993 blev han gift med McKenzie Scott. Parret har fire børn, men blev skilt i 2019.
Bezos er nu forlovet med tv-værtinden Lauren Wendy Sánchez.