Verdens næststørste sejler under Storebælt
Fartøjet "Thialf" med verdens næststørste kran om bord er med hjælp fra Forsvaret sejlet igennem Storebælt
Verdens næststørste skibskran har mandag eftermiddag passeret under Storebæltsbroen med retning mod Østersøen.
Det skriver Forsvaret i et opslag på det sociale medie X.
Til vindmøller og broer
Skibskranen er så høj, at den kun lige kan kommer under den 65 meter høje bro, når kranen er foldet helt sammen, lyder det i en pressemeddelelse fra Forsvaret.
Fartøjet hedder "Thialf" og er ejet af den hollandske søfartskoncern Heerema. Kranen kan løfte over 14.000 tons og bruges til opstilling af eksempelvis havvindmøller og broer.
Måtte vente
Hele fartøjet vejer næsten 200.000 tons og har plads til 736 personer.
Oprindelig skulle fartøjet have sejlet under Storebæltsbroen klokken 13, men tidspunktet blev udskudt.
- For at det kan lade sig gøre, skal en lang række parametre være i orden, siger kommandørkaptajn Niels Pind, chef for Søværnets Overvågningsenhed, i pressemeddelelsen.
Kræver flere aktører
- Der må for eksempel ikke være for meget strøm. Det må ikke være højvande. Vinden skal være helt rigtig, og bølgehøjden skal være tilpas lille. Desuden skal der være et passende hul i skibstrafikken.
At få et så stort fartøj under broen kræver også inddragelse af flere aktører.
Fastlagte kriterier
Søfartsstyrelsen har fastlagt kriterier for, hvornår kranen må sejle under, mens Forsvaret og søværnet holdt øje med skibstrafikken omkring Storebælt.
Eksempelvis måtte der kun være vind med under 11 meter i sekundet og bølgehøjden måtte maksimalt være 1,5 meter, da fartøjet sejlede under.
Kan sænke sig dybere
- Fartøjet er dertil konstrueret sådan, at det kan sænke sig selv dybere i vandet. Det hjælper, når den skal under broen, men kun lige under broen er vanddybden stor nok, siger Niels Pind.
Indtil 2019 var "Thialf" det største kranskib i verden. Her blev det overgået af "Sleipnir", der også er ejet af Heerema.
"Thialf" blev bygget i 1985, er over 200 meter lang og over 88 meter bred.