Venner skraber sig til 100.000

En hyggelig tradition gav endelig pote for to gode kammerater, da de for nyligt vandt 10 x 10.000 kroner på et skrabelod

Offentliggjort Sidst opdateret

Når man stopper med at arbejde, så kan det være svært at holde kontakten til kollegaerne. Men det har to ældre mænd fra Vestsjælland fundet en perfekt løsning på: De mødes en gang om ugen for at vende verdenssituationen over et par skrabelodder.

Det resulterede i en stor gevinst, lyder det i en pressemeddelelse fra Danske Spil. 

Vinder sjældent

- Jeg har en kammerat, vi er er gamle kollegaer og venner, men vi arbejder ikke sammen mere. Men vi mødes altså cirka gang om ugen, hvor vi plejer at købe to skrabelodder, som vi skraber sammen. Men vi vinder sjældent så meget, det er mere hyggen ved det,  fortæller den ene mand, der kommer fra Holbæk Kommune.

Indtil for nyligt havde de nemlig ikke fået meget mere end hyggen ud af deres ugentlig skrabe-møder. Indtil for nyligt.

Blev lang i ansigtet

- Vi plejer at lave en joke med, at når vi har to ens, så har vi så godt som vundet, for nummer tre er altid den nemmeste at få. Det er sådan en stående joke, vi har. Men det passer jo ikke, for vi har skrabet mange lodder, hvor der kun var to ens på fortæller manden.

- Vi siger også, at når man kan skrabe tre forskellige felter, så behøver vi aldrig at skrabe det nederste, for der vinder vi jo alligevel aldrig noget, men det sjove er så, at det var det nederste, vi vandt på! Og da jeg skrabede det, så blev jeg lidt lang i ansigtet. Så spurgte min kammerat, om der var noget galt, men det var der ikke, fortæller manden, som tværtimod kunne fortælle, at der var tre ens - og at de to venner lige havde vundet 10 x 10.000 kroner.

God nok

Først troede ingen af de to venner rigtigt på det, men da det gik op for dem, så var der glade dage:

- Min kammerat blev sindssygt glad. Han gav mig en knytnæve på skulderen, en kærlig lammer, mens han kiggede på loddet og sagde: 'Den er sgu god nok!' Og da jeg kørte ham hjem, så fik jeg lige et par lammere mere. Vi havde aldrig troet, at vi skulle prøve at vinde så mange penge, så vi var rigtigt glade," fortæller manden.

En masse drømme

Manden fra Holbæk Kommune fortæller, at hans del af gevinsten skal gå til en storbyferie med familien - og resten skal han også nok få brugt:

- Jeg har et gammelt hus, så jeg har altid noget at bruge penge på. Og så har jeg da også en masse drømme, det er klart, men til nogle af dem, skulle der nok have været lidt flere penge. Men jeg spiller også Lotto af samme årsag. Det kunne jo være, at det blev mig, der vandt der en dag også, siger han.

MainImage
MainImage
Powered by Labrador CMS