Vejret ændrer flyruter og aflyser færgeafgange

Trafikken påvirkes fredag til lands, til vands og i luften som følge af kraftig regn og blæst

Offentliggjort Sidst opdateret

Kraftig regn og vind har de seneste dage ramt Danmark og påvirket alt fra sejlads til fly- og landtrafik.

Fredag oplyser Københavns Lufthavn på Twitter, at der vil være flere fly ind over Storkøbenhavn, fordi man er nødsaget til at tage en anden landingsbane i brug på grund af blæsten.

Læsøfærgen har fredag også aflyst flere afgange som følge af blæsten. Det oplyser selskabet bag på sin hjemmeside.

Forbudt

Samtidig var vindfølsomme køretøjer i en periode fredag formiddag forbudt på Storebæltsbroen.

Der forventes fredag ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) at falde mellem 10 og 15 millimeter regn de fleste steder i landet.

- Jorden er fortsat mættet af vand, og vandløbene er godt fyldt med vand, så yderligere store mængder regn kan udgøre en fare for lokale oversvømmelser, oplyser DMI på sin hjemmeside.

Flyruter ændres fredag på grund af vejret.
Flyruter ændres fredag på grund af vejret.

Køretøjer som er følsomme over for vind

På Storebæltsbroens hjemmeside, storebaelt.dk, er der listet en række køretøjer, der betragtes som “vindfølsomme.

Bil med campingvogn
Bil med anhænger
Lastbiler med meget let last, f.eks. isolering
Tomme, lette lastbiler
Busser
Varebiler

Storebælt.dk gør opmærksom på, at listen ikke er fuldstændig og at passage af broen sker på eget ansvar.

Hård vind (10 m/sek): Gult blink, skilte og vindposer på broen advarer vindfølsomme køretøjer mod sidevind.

Stiv kuling (15 m/sek) og tværvind:
Vindfølsomme køretøjer (f.eks. campingvogne og lette lastbiler) informeres før sidste afkørsel om, at kørsel på broen frarådes. Anbefalet hastighed for øvrige køretøjer max. 80 km/t.

Stormende kuling (20 m/sek) og tværvind: Vindfølsomme køretøjer (f.eks. campingvogne og lette lastbiler) informeres før sidste afkørsel om, at kørsel på broen frarådes. Anbefalet hastighed for øvrige køretøjer max. 50 km/t.

Storm (25 m/sek):
Broen lukkes for al trafik med bomme. Skilte informerer om lukningen og om forventet genåbningstid ved de sidste afkørsler før broen.

Kommer du i en situation, hvor du ikke kan køre over broen, for eksempel fordi vinden er for kraftig, er der mulighed for at holde ind på begge sider af broen.

På Fyn kan du holde ind på rastepladsen ved Monarch-cafeteriet ved afkørsel 44

På Sjælland kan du holde ind ved Q8-tanken ved afkørsel 43 Begge steder kan du få information om, hvornår du igen kan passere broen.

Kilde: Storebaelt.dk.

Powered by Labrador CMS