Var Lotto-millionær i ugevis uden at vide det

En kvinde fra Kolding vidste godt, at Danske Spil efterlyste vinderen af en stor gevinst vundet i det lokale supermarked – men hun vidste ikke, at hun i tre uger selv havde vinderkuponen i lommen

Offentliggjort Sidst opdateret

En kvinde fra Kolding overså i ugevis en Lotto-gevinst på 2,5 millioner kroner.

Det skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.

Hun fandt først ud af det, da hun var i supermarkedet for at forny sin femugers-kupon i Lotto.

- Så sagde kvinden i kiosken til mig, at hun godt kunne godt forny den, men hun kunne ikke udbetale gevinsten, der var på over 5.000 kroner, fortæller kvinden, som ønsker at være anonym, til Danske Spil.

Havde tjekket

Det kom bag på kvinden, der mente at hun havde tjekket sin kupon.

Hun fik en mandlig bekendt til at tjekke den på sin smartphone.

MainImage

- Så sagde han: "For hulen! Du har vundet 2,5 millioner". 

- Så sagde jeg, at han sku’ holde sin mund og ikke lave grin med mig! 

Men så viste det sig, at jeg har gået med den gevinst i tre uger uden at vide det, fortæller kvinden.

Dejligt

Danske Spil har udbetalt pengene til kvindens konto.

Hun har straks sendt en hel del videre til sin familie, som skal forkæles med både ferierejser på første klasse og meget andet.

- Det er så dejligt at kunne give igen. Det giver SÅ god en følelse, siger kvinden, som derudover har planlagt at sætte en masse penge til side.

Powered by Labrador CMS