Vanvid på kirkegård: Det er forfærdeligt

Østre Kirkegård er blevet udsat for hærværk for anden gang inden for få år. Også området foran byens katolske kirke har været udsat for hærværk. Politiet mistænker ikke et religiøst motiv

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Østjylland 

Natten til søndag blev Østre Kirkegård i Randers udsat for hærværk. 30 gravsten blevet væltet, ligesom hegn også er blevet ødelagt.

Også et område foran Jesu Hjerte Kirke, byens katolske kirke, i Thorsgade har været udsat for hærværk. Her har ukendte gerningsmænd væltet flere granitbænke og en statue, der havde fået nogle skader. Derudover var en udendørs lampe revet ud af væggen.

Det fremgår det af oplysninger fra Østjyllands Politis døgnrapport.

- Vi kender jo ikke motivet, men har været derude og sikret spor og efterforsker dem, uddyber Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til TV2 ØSTJYLLAND.

Hærværk på Østre Kirkegård i Randers.
Hærværk på Østre Kirkegård i Randers.

Ikke rettet religion

Indtil videre har politiet ikke mistanke om et religiøst motiv bag hærværket.

- Her er der jo flere steder, ikke kun den jødiske, så vores vurdering er, at hærværket ikke er rettet mod en specifik trosretning eller religion, siger Jakob Christiansen.

Det er ikke mere end godt to år siden, at Østre Kirkegård blev udsat for hærværk mod 84 sten på den jødiske gravplads.

En 28-årig mand fra Randers og en 39-årig mand fra Hobro blev siden dømt for hærværket. De to er begge aktivister for Den Nordiske Modstandsbevægelse - også kaldet Nordfront, som er en nynazistisk bevægelse, fremgik det af omtale i forbindelse med retssagen.

Hærværk på Østre Kirkegård i Randers.
Hærværk på Østre Kirkegård i Randers.

Så trist

Nyheden om at Østre Kirkegård igen har været udsat for hærværk vækker frustrationer og tristhed.

Hans Loff Brodersen, driftsassistent i Randers Kommune, var en af dem, der fik først besked om det aktuelle hærværk mod kirkegården, og han undrer sig over, at det sker igen.

- Alle har på en eller anden måde en relation til et begravelsessted. Uanset hvilken religion man tilhører, er der nogle ritualer omkring det her, og det synes jeg bare, man skal respektere, så det er trist, at der er nogle, der ikke kan finde ud af det, siger Hans Loff Brodersen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er forfærdeligt

Også Piet Birk Ridderstrøm Pihl fra Allingåbro, som TV2 ØSTJYLLAND møder på kirkegården, er fortørnet.

- Om det er religiøst motiveret eller ej, er det jo forfærdeligt. Det er på ingen punkter acceptabelt, siger Piet Birk Ridderstrøm Pihl, der håber, at gerningsmændene bliver fundet.

- For sådan noget her skal ikke ske igen. Det er forfærdeligt over for familier og efterladte, der skal vågne op og høre, at gravsten er blevet væltet. Det er uacceptabelt på alle måder, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, som kan have observeret mistænkelige personer omkring gerningsstederne natten til søndag på telefon 114.

- Det er forfærdeligt over for familier og efterladte, der skal vågne op og høre, at gravsten er blevet væltet. Det er uacceptabelt på alle måder, siger Piet Birk Ridderstrøm Pihl.
- Det er forfærdeligt over for familier og efterladte, der skal vågne op og høre, at gravsten er blevet væltet. Det er uacceptabelt på alle måder, siger Piet Birk Ridderstrøm Pihl.
Powered by Labrador CMS