Vandt 13 millioner mens han sad på tønden
For en jysk mand i 40'erne blev en tur på toilettet til en noget chokerende omgang, som han garanteret sent vil glemme
-Jeg havde godt læst, at der var en fra vores område, der havde vundet i Lotto. Så jeg tjekkede min mail for at se, om det var mig. Men det var det ikke, og så tænkte jeg ikke mere over det.
Sådan fortæller den nybagte mangemillionær fra Region Syddanmark, der ønsker at være anonym, i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Senere på dagen, på et lettere ubelejligt tidspunkt, ringer hans telefon.
- Jeg bliver ringet op, faktisk mens jeg sidder på toilettet. Først præsenterer han sig, men uden at jeg lige hører, hvem han er. Han spørger, om jeg har tjekket min spil-konto, og jeg siger nej, det har jeg ikke, og så siger han så, at jeg har vundet 13 millioner kroner. Så bliver man jo lidt befippet.
Et dårligt tidspunkt
Manden fik hurtigt fremstammet, at det var et dårligt tidspunkt, og om han ikke kunne ringe tilbage lidt senere.
- Jeg bliver så færdig, og kommer ud. Og min kone kan jo godt se på mig, at jeg ser helt forkert ud i hovedet, griner manden.
Og det plejer han trods alt ikke at gøre efter en tur på toilettet, fortæller han.
- Så hun spørger, hvad der er sket, og jeg fortæller det. Jeg taler så igen med samme mand, som guider mig frem til, at jeg ser tallet 13.000.060 stå sort på hvidt på min spilkonto. Det var surrealistisk. Man bliver jo helt ved siden af sig selv.
Afbetalt gæld
Med guld på kontoen, et aftaget chok og god tid til at tænkte sig om, er manden langsomt begyndt at forstille sig, hvad pengene skal bruges på.
- Det er nu stille og roligt begyndt at gå op for en, at det faktisk er sket. Vi vil gerne betale vores gæld ud som det første, og måske købe et sommerhus. Vi vil forsætte med at arbejde, men måske holde noget mere ferie, fortæller sønderjyden med stor fornøjelse i stemmen.