Vaccine-syg sosu får 11 millioner i erstatning
I en sag om kroniske skader efter en AstraZeneca-vaccination kan en tidligere sosu-elev nu – med FOAs hjælp – se frem til en erstatning på i alt omkring 11 millioner kroner
Citathistorie: Fagbladet FOA
Det fik voldsomme konsekvenser, da Jasmin Jensen den 27. februar 2021 lod sig vaccinere mod covid-19 med AstraZeneca. Blot 12 dage efter skulle Sundshedsstyrelsen sætte brugen af vaccinen på pause. Men der var skaden allerede sket.
Den dengang 30-årige social- og sundhedsassistentelev, der var i praktik på et bosted for autister, reagerede på vaccinen blot få timer efter, at hun var blevet stukket. Siden blev hun så syg, at hun måtte opgive uddannelsen.
Førtidspensionist i dag
I dag er hun førtidspensionist med bl.a. konstante hovedsmerter, koncentrationsbesvær og nærmest kronisk træthed. Hendes tab af erhvervsevne er vurderet til 90 procent, og det har ifølge Fagbladet FOA netop udløst en erstatning på cirka 11 mio. kr.
Erstatningens størrelse skyldes, at Jasmin Jensen kun var 30 år, da hun kom til skade. Den udbetales løbende, modregnes i førtidspensionen og svarer til den løn, hun kunne have tjent som sosu-assistent, indtil hun i 2064 fylder 73 år og kan gå på folkepension.
Afviste arbejdsskade
11. marts – altså 12 dage efter Jasmin Jensens vaccination – stillede Sundhedsstyrelsen brugen af AstraZeneca på pause, før den i april blev taget helt ud af det danske vaccinationsprogram på grund af øget risiko for alvorlige bivirkninger. De opstod typisk inden for et par uger – i et enkelt tilfælde i Danmark med dødelig udgang.
Jasmin Jensens arbejdsgiver, Fredericia Kommune, afviste fra starten at anmelde hendes forløb som en arbejdsskade. Argumentet var, at det var frivilligt at lade sig vaccinere. Sagen blev kun anmeldt, fordi Jasmin Jensen selv gjorde det med hjælp fra FOA.
Lagde vægt på anbefalinger
Med henvisning til blandt andet arbejdsskadesikringsloven har Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) nu underkendt kommunen og fastslået, at arbejdsgiveren havde en særlig interesse i, at Jasmin Jensen blev vaccineret.
- Vi har lagt vægt på, at sundhedsmyndighederne anbefaler brug af vaccination mod covid-19 til specifikke medarbejdergrupper og til specifikke arbejdsopgaver, hvortil du hører i form af dit virke som social- og sundhedsassistentelev, hedder det i afgørelsen, som Jasmin Jensen genkender:
Dybt ulykkelig
- Vores leder var meget tydelig i sin opfordring til, at vi lod os vaccinere. Jeg ville ikke stille mig på tværs. Det spillede også ind, at jeg senere på året skulle i praktik på et hospital, så det var på alle måder mest fornuftigt med den vaccination, siger hun til Fagbladet FOA.
Fredericia Kommunes direktør for Beskæftigelse og Velfærd, Mette Heidemann, kalder sagen ”dybt ulykkelig for den berørte medarbejder”.
Efterlevede anbefalinger
Og så forklarer hun kommunens reaktion med, at coronatiden på mange måder var ”speciel” – og at kommunen efterlevede alle daværende nationale anbefalinger:
- En arbejdsgiver kan ikke tvinge sine medarbejdere til at lade sig vaccinere. En arbejdsgiver kan kun komme med anbefalinger, hvilket kommunen også gjorde. Derfor var der heller ikke tale om arbejdsskader jævnfør Kommunernes Landsforenings anbefalinger, noterer Mette Heidemann.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har modtaget 240 anmeldelser om tab af erhvervsevne i forbindelse med covid-vaccinationer. I foreløbig 11 er der truffet afgørelse om udbetaling af erstatning.