Undgå skattesmæk: Her skal du tjekke efter
Fra 18. november kan danskerne rette i forskudsopgørelsen for 2022. Det er ifølge underdirektør vigtigt
Om halvanden uge får danskerne mulighed for at justere deres forventede indtægter og fradrag for næste år.
18. november åbnes der for adgangen til forskudsopgørelsen. Det oplyser Skattestyrelsen i en pressemeddelelse mandag.
Forskudsopgørelsen er et skøn over, hvor meget man forventes at tjene, og hvor meget der derfor skal betales i skat.
Det dannes ud fra den seneste årsopgørelse. Der kan dog være sket meget i perioden, som styrelsen ikke kender til.
Det kan for eksempel være, at man har fået nyt job med en højere løn eller købt en bolig, så man kan få et rentefradrag.
- Derfor er det vigtigt, at borgerne tjekker, om vi har de korrekte oplysninger, siger underdirektør Jan Møller Mikkelsen i meddelelsen.
Styrelsen oplever, at der stadig er mange, som ikke er opmærksomme på, hvor vigtigt det er at kigge opgørelsen igennem.
- Ved at tjekke tallene, når vi åbner, og ved at justere løbende, kan man være med til at undgå overskydende skat eller et kedeligt skattesmæk, siger underdirektøren.