Udbredt mobning og konflikter
Mobning, konflikter med menighedsråd og øgenavne. Det er en del af arbejdsmiljøet i de danske folkekirker, mener 49 præster
Citathistorie: TV 2 LORRY
49 præster har nu skrevet under på en hensigtserklæring om, at de enten har oplevet "uhensigtsmæssigt arbejdsmiljø" på egen krop, eller at de har set det ske for andre i folkekirken.
Det oplyser initiativtager til erklæringen, felt- og sognepræst Katrine Blikenberg, til TV 2 Lorry.
Erklæringen blev første gang trykt i Præsteforeningens blad, Præsten.
Katrine Blinkenberg har indsamlet underskrifterne fra de 49 præster og har i den forbindelse selv talt med hver og en. De har fortalt hende, hvad de har oplevet på egen krop som ansatte i folkekirkerne rundt omkring i landet.
Der er tale om mobning af deres kolleger, altopslugende konflikter mellem ansatte og menighedsråd og dysfunktionelle mønstre, de mener præger deres arbejdsplads og har gjort det alt for længe.
- Jeg tror, at der har været en tradition for, at præsterne ikke siger noget, fordi man så kan så tvivl om, hvorvidt præsten så kan være loyal. Jeg tror, at man forveksler tavshed omkring arbejdsmiljø med tavshedspligt, siger Katrine Blinkenberg til TV 2 Lorry:
- Jeg vil aldrig bryde min tavshedspligt, men det betyder ikke, at jeg skal holde min kæft med det, jeg ser og er vidne til ude på min og mine kollegers egne arbejdspladser.
Udbredt mobning og konflikter
Rikke Vedel har været præst i 12 år og har skrevet under på erklæringen.
- Ja, der er udbredt mobning og konflikter i folkekirken. Det kan jeg sige uden at blinke.
- Jeg har oplevet at blive råbt og skreget af så voldsomt, at jeg måtte forlade et møde. Ingen greb ind, siger Rikke Vedel, der har fået at vide, at hun har symptomer, der ligner dem, man har, når man har posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).
Sognepræst Ib Ehlers Jørgensen har også skrevet under på erklæringen.
- Der skal tages en stor kedeldragt på og ryddes op, siger han.
- Jeg ser kolleger blive syge og vælte omkring. Jeg ser det der dysfunktionelle samarbejde mellem præster og menighedsråd. Det er et svært samarbejde, siger Ib Ehlers Jørgensen.
Omfattende problemer
Dokumenter fra Arbejdstilsynet, som TV 2 Lorry har fået indsigt i, viser, at der er omfattende problemer med arbejdsmiljøet i Københavns Stift, Helsingør Stift og den del af Roskilde Stift, der ligger i TV 2 Lorrys sendeområde.
Således har en arbejdsplads i hvert fjerde sogn i TV 2 Lorrys sendeområde fået et påbud eller en vejledning om det psykiske arbejdsmiljø de sidste 10 år.