Tvunget til at nødlande i København

Passagerer fik det af uforklarlige årsager dårligt

Offentliggjort

Et SAS-fly fra Malaga til Stockholm blev tvunget til at nødlande i København i nat.

Det skriver svenske aftonbladet.se.

Flere passagerer og medlemmer af besætningen blev pludselig dårlige.

Og ingen forstod hvorfor.

Tog ingen chancer

- Derfor besluttede man at lande i København.

- Besætningen turde ikke løbe den risiko at flyve videre, hvis nu der befandt sig noget på flyet, som var årsag til sygdommen, siger pressechef i SAS Irena Busic.

Landingen foregik udramatisk.

Der var cirka 140 personer om bord på flyet.

Undersøges

Passagererne er indlogeret på hotel og flyves hjem med et andet fly søndag.

Det nødlandede fly skal undersøges af teknikere, før det igen får starttilladelse.

- Vi skal have fundet ud af, om det var et rent tilfælde, eller om der var noget i flyet, som forårsagede den pludseligt opståede sygdom hos passagerer og besætningsmedlemmer, siger Irena Busic.

Powered by Labrador CMS