Tusindvis af danskere ramt efter vaccine
Tallet er forventeligt, når andelen af vaccinerede borgere stiger, siger direktør i Statens Serum Institut
Siden december sidste år er der blevet fundet 9253 tilfælde, hvor folk er påvist smittet, efter at de er vaccineret anden gang.
Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.
- Der er fundet et lavt, men stigende antal gennembrudsinfektioner. Det er som ventet, når antallet af fuldt vaccinerede personer i befolkningen stiger, siger Henrik Ullum, der er direktør i SSI, i pressemeddelelsen.
Gennembrudsinfektion dækker over, at man er blevet smittet, efter at den fulde effekt af vaccinen skulle være sat ind.
Delta-varianten er dominerende
Per 31. august er andelen af fuldt vaccinerede personer, der er blevet smittet med covid-19 0,23 procent.
Delta-varianten udgør mindst 61,4 procent af gennembrudsinfektionerne, viser SSI's tal.
- Selv om der bygges en immunitet op allerede efter den første vaccination, vil responset på vaccinen ikke være kraftigt nok eller ske tids nok til at forhindre smitte for nogle personers vedkommende.
- Data tyder dog på, at personer med gennembrudsinfektioner oftere får mildere symptomforløb end personer, der ikke er vaccineret, siger Henrik Ullum.