Tusindvis af danskere får vigtig besked

I næste uge vil tusindvis modtage invitation til boosterstik. Alle 5-11-årige børn vil være inviteret fredag

Invitation til tredje vaccinestik er på vej til 375.000 borgere
Invitation til tredje vaccinestik er på vej til 375.000 borgere
Offentliggjort Sidst opdateret

På fredag vil alle børn mellem 5 og 11 år have modtaget invitation til at blive vaccineret mod coronavirus.

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Samtidig modtog 100.000 borgere en indkaldelse til revaccination - et tredje stik - lørdag.

I den kommende uge modtager yderligere cirka 375.000 borgere indkaldelse til et boosterstik.

Det sker i en samlet indsats for "at intensivere vaccinationsindsatsen i Danmark", lyder det.

De første børn under 12 år blev vaccineret søndag 28. november. Myndighederne begyndte med at vaccinere de ældste i aldersgruppen først.

Bekymret for omikron

På Twitter skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at tiden skal udnyttes bedst muligt, inden den nye coronavariant Omikron bliver spredt for meget.

- Vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at udnytte vinduet bedst muligt, inden Omikron formentlig overtager epidemien.

- Vaccinerne er afgørende for, at vi er rustet til epidemiens udvikling. Er det seks måneder siden, du fik andet stik, så stil dig i kø, skriver han.

Alle borgere over 18 år, som afsluttede deres første vaccinationsforløb for seks måneder siden, tilbydes revaccination.

Det skyldes ifølge Sundhedsstyrelsen, at data viser, at beskyttelsen fra vaccinerne over for smitte aftager gradvist over tid.

Forskellen på varianter og mutationer

De to første tilfælde af en ny variant af coronavirus, Omikron, er blevet konstateret i Danmark.

Det bringer Danmark ind i rækken af europæiske lande, som har påvist tilfælde af den mere smitsomme variant.

Omikron er dog langtfra den første variant eller mutation, der er fundet i Danmark.

Læs mere om forskellen mellem varianter og mutationer her:

* Alle virusser vil over tid mutere. Det gælder og også for coronavirus.

* Mutationer sker i virussets arvemateriale. Når virus deler sig og spreder sig fra menneske til menneske, bliver arvematerialet kopieret.

* Men der kan opstå såkaldte fejl i kopieringen. Når det sker, kaldes det mutationer.

* Coronavirus med en eller flere mutationer i forhold til det oprindelige virus, som blev opdaget i Kina, betegnes som varianter.

* De fleste mutationer ændrer ikke ved den måde, virus fungerer på. Derfor har de ikke megen betydning for myndighederne og for udbredelsen af coronavirus.

* Det ændrer sig dog, så snart en eller flere mutationer ændrer virussets egenskaber. Det kan for eksempel ses ved, at virus bliver mere smitsomt, mere sygdomsfremkaldende eller bedre til at undvige vacciner.

* Sker det, kan der være tale om en ny variant, som myndighederne vil holde øje med, og som potentielt kan udfordre den dominerende variant.

* Sådan en er den nye variant, Omikron. Den har 50 dokumenterede mutationer. 32 af dem er forbundet på en måde, så de hjælper virusset med at springe mellem mennesker. Det gør det mere smitsomt.

* Der findes også mutationer, som ikke ændrer virusset bemærkelsesværdigt, men som potentielt kan udvikle sig til nye og stærkere varianter over tid i kombination med andre mutationer. Også dem vil myndighederne holde øje med.

* Når en variant er opdaget, får den et navn. Men det kan ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) være stigmatiserende at kalde varianterne "den britiske" eller "den sydafrikanske".

* Derfor besluttede WHO tidligere på året at navngive varianter med inspiration fra det græske alfabet. Derfor kaldes for eksempel B.1.1.7 nu Alpha, B.1.617.2 benævnes Delta, mens den nye B.1.1.529 kaldes Omikron.

Kilde: Statens Serum Institut (SSI) og Ritzau
Powered by Labrador CMS