Tulle lander topjob

Nu skal han videre

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl har fundet et nyt job.

Han er blevet udpeget som ny administrerende direktør i virksomheden Port of Aalborg. Det oplyses i en pressemeddelelse.

Port of Aalborg har ansvaret for at drive havnen i Aalborg.

Intet til Inger

Kristian Thulesen Dahl skifter til den nye arbejdsplads 1. august. Han oplyste i onsdags, at han har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

Siden onsdagens nyhed har der været spekuleret i, om Kristian Thulesen Dahl kunne være på vej ind i Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.

Men nu skifter han altså væk fra dansk politik til erhvervslivet.

I pressemeddelelsen siger Kristian Thulesen Dahl, at han de senere år har haft et voksende ønske om at forlade dansk politik.

En ønskestilling

- Jeg har prøvet rigtig meget i politik, og nu vil jeg gerne bruge mine kompetencer i erhvervslivet.

- Direktørstillingen hos Port of Aalborg er en ønskestilling for mig, da jeg her sammen med dygtige og kompetente medarbejdere kan arbejde med at skabe vækst og nye arbejdspladser.

- Jeg er utrolig glad for, at jeg har fået denne mulighed og dermed den fremtid, der nu tegner sig for mig, siger Kristian Thulesen Dahl.

Voksende omsætning

Frem til 2020 gik Port of Aalborg under navnet Aalborg Havn. Men for at få en mere international profil blev navnet ændret.

Siden 2006 er havnens omsætning vokset fra 86 millioner kroner til 239 millioner kroner i det seneste regnskabsår.

I samme periode er havnens indtjening mere end tredoblet.

Nu har han fået job som administrerende direktør
Nu har han fået job som administrerende direktør

Kristian Thulesen Dahl

Kristian Thulesen Dahl født 30. juli 1969 i Brædstrup i Østjylland er en dansk politiker og tidligere formand for Dansk Folkeparti.

Han repræsenterede Fremskridtspartiet i Folketinget 1994-1995, hvorefter han blev medstifter af Dansk Folkeparti og skiftede til det, som han har repræsenteret i Folketinget fra 1995.

Thulesen Dahl overtog formandsposten på Dansk Folkepartis årsmøde i september 2012, efter at formand Pia Kjærsgaard den 7. august 2012 meddelte, at hun ville gå af som partiformand.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS