Trist start på ugen

Mandag skyder ugen i gang med lidt halvkedeligt vejr, men solen skulle stå flot over Sankt Hans-bålet

Offentliggjort Sidst opdateret

Vejret starter lidt kedeligt ud i denne uge, men alt godt kommer til den, der venter, og torsdag skulle solen skinne flittigt på de Sankt Hans-fejrende.

Det er meldingen fra Anja Bodholdt, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Ugen lægger lidt halvskidt fra start, siger hun tidligt mandag morgen.

- Det bliver en dag med en del byger, som trækker ind over landet fra vest. De kan især over Sjælland i eftermiddagstimerne blive ret kraftige og kan også lokalt blive med hagl eller torden.

Temperaturen skulle også blive til den kølige side med mellem 15 og 18 grader.

- Til gengæld bliver der ikke så meget vind, siger Anja Bodholdt.

Vil man undgå at blive våd, så skal man enten have noget regntøj på, eller blive inden døre. Bygerne kan blive ret kraftige og med hagl og torden, lyder det fra DMI.
Vil man undgå at blive våd, så skal man enten have noget regntøj på, eller blive inden døre. Bygerne kan blive ret kraftige og med hagl og torden, lyder det fra DMI.

Højtryk på vej

Derefter trækker en højtryksfront ind over Danmark, som gør op med det værste regn. Det gør ugen pænere og pænere, hvor vejret formentlig vil holde tørt de fleste steder.

Onsdag kan man dog godt forvente en smule overskyet vejr, men det er heldigvis bare en pause, for torsdag kan danskerne formentlig forvente sig godt vejr, når de fejrer Sankt Hans.

- Det ser ud som om, at det vil holde tørt. I løbet af dagen vil der være nogle skyer i eftermiddagstimerne, men de falder sammen, så om aftenen ser der ud til at være masser af sol og faktisk en vind, som aftager, så vi får svag til let vind fra forskellige retninger, siger Anja Bodholdt.

Temperaturen holder sig også i den flotte ende, og det vil formentlig blive omkring 20 grader om aftenen.

Der bliver formentlig sol over Sankt Hans-bålet torsdag. (Arkivfoto).
Der bliver formentlig sol over Sankt Hans-bålet torsdag. (Arkivfoto).

Flot fredag

Fredag byder også på sol og helt op til 25 grader.

Men der kan dog komme et par byger i løbet af dagen.

Vinden tager en smule til og bliver ifølge DMI let til frisk fra sydøst og øst.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS