Tre ud af ti ramt af alvorlig grisesygdom
Fører til aborter og lungebetændelse
Nu skal dansk svineavl under ét bekæmpe den alvorlige grisesygdom, Porcin Reproduktions- og Respirations Sygdom, (PRRS).
Det slår Fødevarestyrelsen tirsdag fast i en pressemeddelelse.
PRRS har de senere år ramt mere end 30 procent af de danske grisebesætninger.
Og bliver grisene først ramt, har det alvorlige følger i form af lungebetændelse og risiko for abort.
Skal registreres
Mandag trådte en bekendtgørelse i kraft, der gælder for alle besætninger med over ti søer eller 100 pattegrise.
De skal inden 1. oktober være tjekket, så svineavleren kender sundhedsstatus på sin besætning.
Planen skal medvirke til at flere pattegrise overlever og at der bruges mindre mængder antibiotika.
Kræver opbakning
- Det er helt afgørende for at få bugt med sygdommen, at landmanden, dyrlæge, branche og myndigheder kender smittestatus i alle besætningerne, så vi kan få standset smittekæderne, siger veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen, Charlotte Vilstrup Castle.
Branchen bakker op.
- For mig er der ingen tvivl om, at test, og overvågning, er eneste farbare vej ud af den alvorlige situation, vi er kommet i, siger Christian Fink Hansen, sektordirektør i Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris.