Trængte ulovligt ind hos ældre dame

En 27-årig mand erkender at have trængt ulovligt ind på plejecenter

Offentliggjort Sidst opdateret

Syd- og Sønderjyllands Politi har gennem en intens efterforskning identificeret og anholdt gerningsmanden til en ulovlig indtrængen på plejecenter i Løgumkloster i påsken.

Og nu har en 27-årig mand altså erkendt at have trængt ind til en ældre beboer på plejecenteret.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog søndag den 17. april klokken 04.05 en anmeldelse om, at en ukendt gerningsmand var trængt ind hos en ældre beboer på hendes værelse på et plejecenter på Dravedvej i Løgumkloster i Tønder Kommune. 

Den ældre kvinde alarmerede personalet, hvorefter gerningsmanden flygtede fra stedet. 

De ansatte tilkaldte omgående politiet. Beboeren led ikke fysisk overlast.

Blev anholdt tirsdag

Syd- og Sønderjyllands Politi har efterforsket intensivt og har parallelt med efterforskningen haft fokus på trygheden for borgerne i byen med ekstra patruljer og besøg af den mobile politistation.

Manden er efter endt afhøring løsladt, da der ikke var grundlag for en fremstilling i et grundlovsforhør. 

Ekstra patruljering

Den 27-årige er sigtet for den ulovlige indtrængen og kan forvente et retsligt efterspil, ligesom han har fået et tilhold med forbud mod at komme i nærheden af plejecenteret igen.

Syd- og Sønderjyllands Politi er i kontakt med Tønder Kommune og plejecenteret i forhold til at genskabe trygheden for beboere og ansatte, ligesom politiet fortsat vil have fokus på trygheden for borgerne i byen gennem ekstra patruljering.

Powered by Labrador CMS