Trækkes tilbage: Kan give panikanfald, kramper og aggression
Smid det ud
Hundefoderproducenten Chrisco trækker torsdag godbidder tilbage med øjeblikkelig virkning.
Det skriver virksomheden på sin hjemmeside.
Det drejer sig om "Chrisco Tyggeruller med kylling, 10 stk. (varenr. 12457 – Ean.nr. 5764630124578)".
Tilbagekaldelsen skyldes, at flere hundeejere har meldt sig hos virksomheden og fortalt, at deres hund har markante adfærdsændringer efter at have indtaget Tyggerullerne.
- Vi vil være sikre på, at der ingen risici er ved vores produkt, skriver Chrisco på hjemmesiden.
Panikanfald
Virksomheden har fpreløbig modtaget anmeldelser fra 15 hundeejere.
Hundene har udvist symptomer som:
- Pludselig og ekstrem spænding
- Panikanfald
- Hylen og gøen
- Rastløshed
- Aggression
- Savl
- Krampe
Hvis din hund har udvist usædvanlig adfærd efter at have spist de pågældende Tyggeruller, anbefaler Chrisco, at du kontakter din dyrlæge for råd og vejledning.
- Hvis du har købt Chrisco Tyggeruller med kylling, 10 stk., anbefaler vi, at du stopper med at give produktet til din hund, skriver Chrisco.
Du kan få pengene tilbage, der hvor du har købt godbidderne.
Chrico igangsætter nu en grundig undersøgelse for at identificere årsagen til de observerede adfærdsændringer.