Trækker ud: Færge-kaos fortsætter

Det er uklart, hvornår færgerampe på Fanø kan være færdigrepareret, så biler igen kan køre af og på færgen

Offentliggjort Sidst opdateret

En defekt færgerampe på Fanø voldte lørdag aften fortsat store problemer for sejladsen mellem Esbjerg og Fanø.

Det var først ventet, at problemet ville være løst lørdag sidst på eftermiddagen.

Senere lød det, at det først ville komme til at ske mellem klokken 22 og 23.

Så var meldingen lørdag aften, at færgerampen på Fanø først ville være klar natten til søndag klokken 01, men nu skrider den tidsplan også.

Det oplyser kommunikationschef ved Molslinjen, som også driver Fanølinjen, Jesper Maack.

Tidsplan skrider

- Vores tidsplan med broklappen på Fanø holder ikke. Vi kan pt. ikke melde ud om, hvornår vi kan genoptage sejladsen med biler, lyder det på Fanølinjens hjemmeside.

Det var lørdag formiddag, at en løftecylinder på færgerampen på Fanø af uvisse årsager gik i stykker.

Det betød, at rampen faldt i vandet. I faldet blev den anden løftecylinder på rampen også beskadiget.

Planen er at sejle en kran til Fanø, så rampen kan løftes på plads igen.

Kan ikke sejle med biler og cykler

Indtil problemet er løst, sejles der ikke med biler og cykler.

- Status er lige nu, at den klap, der er faldet af i havnen på Fanø, den har kilet sig fast et sted, hvor den er meget svær at få løftet fri igen, siger Jesper Maack.

Gående passagerer kan derimod fortsat komme fra Esbjerg til Fanø og omvendt.

Når først sejladsen med biler ventes genoptaget, vil man ifølge kommunikationschefen fortsætte, "indtil kajen på Fanø og Esbjerg er tom for biler", som han udtrykker det.

En fejl på færgerampen på Fanø forstyrrer lørdag færgetrafikken mellem Esbjerg og Fanø. (Arkivfoto).
En fejl på færgerampen på Fanø forstyrrer lørdag færgetrafikken mellem Esbjerg og Fanø. (Arkivfoto).

Uheldig dag

Jesper Maack sagde tidligere lørdag, at problemerne indtræffer på en uheldig dag, da det er ferietid og skiftedag for mange sommerhuslejere.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, for det er en stor rejsedag, så der er mange biler, der skal frem og tilbage mellem Esbjerg og Fanø.

- Derfor har vi fuldt fokus på at få rampen til at virke, så vi kan få folk ud og ind som planlagt.

Powered by Labrador CMS