Toppolitiker skal bag tremmer for bedrageri

Kredsret i Grønland har dømt den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen i en bedragerisag

Offentliggjort Sidst opdateret

Lars-Emil Johansen dømt for bedrageri

Den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen er idømt seks måneders fængsel for bedrageri i Grønland.

Han og en tidligere kommunaldirektør anker dommen til Grønlands Landsret.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen er i en bedragerisag i Grønland blevet idømt seks måneder i anstalten.

Det skriver det grønlandske medie KNR.

Dommen er ubetinget, og den 78-årige ekspolitiker skal også betale erstatning.

Groft bedrageri

I sagen ved Sermersooq Kredsret dømmes også den tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen. Han straffes ligeledes med seks måneder i anstalten og skal betale erstatning.

De to var tiltalt for at udbetale 730.000 kroner til Lars-Emil Johansen i en periode på to år fra 2019 til 2021 for konsulentarbejde, som han aldrig har udført.

Retten mener ifølge KNR, at de to mænd i forening har begået bedrageri. Ifølge dommen er der tale om groft bedrageri.

Anker dom

Hvad angår Lars-Emil Johansen er han også skyldig i myndighedsmisbrug, og det er en skærpende omstændighed, at han har misbrugt sin stilling.

Begge mænd anker dommen til Grønlands Landsret, da de vil frifindes, skriver KNR.

Lars-Emil Johansen var fra 1991 til 1997 formand for Grønlands landsstyre.

Han har ad to omgange siddet i Folketinget, og i 1977 var han med til at stifte Siumut-partiet.

Powered by Labrador CMS