Tog-kaos er opklaret
Data-fejl fundet
Det var en fejl i datakommunikationen, der fik det digitale signalsystem på flere jyske togstrækninger til at bryde sammen.
Fejlen er nu rettet, skriver Banedanmark i en pressemeddelelse.
- Der er tale om en datakommunikationsfejl mellem to komponenter, som nu er rettet, siger direktør for digitale systemer i Banedanmark Kirsten Winther Jørgensen.
Indstillet
Problemet opstod torsdag over middag og førte til, at togtrafikken i Midt-, Øst- og Nordjylland først blev indstillet og siden genoptaget i begrænset omfang.
Fejlen blev fundet og rettet allerede fredag aften. Alligevel fastholder tre jyske lokalbaner reduceret køreplan weekenden ud, fremgår det af pressemeddelelsen.
- Systemet kører nu normalt, men efter aftale med jernbanevirksomhederne fastholdes den udmeldte let reducerede køreplan for weekenden for GoCollective, Nordjyske Jernbaner og Midtjyske Jernbaner, idet DSB kører fuld trafik fra i morgen, søndag, siger Banedanmarks trafikdirektør Peter Svendsen i pressemeddelelsen.
Normalt på mandag
Der vil være normal trafik fra mandag morgen, skriver Banedanmark.
- Banedanmark skal stærkt beklage de gener, som passagererne har oplevet, siger Peter Svendsen i meddelelsen.
Banedanmark vil sammen med leverandører af det nye digitale signalsystem lave en nærmere analyse af årsagen til fejlen.
Hændelsen viser dog, at beredskabet har været på plads, lyder det fra Banedanmark.
- Det eneste positive har været, at Banedanmarks procedurer for større nedbrud og cyberangreb samt kriseberedskab har fungeret godt.
- Således har vores leverandører for eksempel haft aktiveret et meget stort fejlfindings-beredskab med mange medarbejdere på arbejde på tværs af Europa, siger Kirsten Winther Jørgensen.
Genoptager søndag
DSB meddelte allerede lørdag formiddag, at man genoptager togtrafikken i normalt omfang fra søndag morgen på strækningen fra Aarhus til Aalborg Lufthavn.
Man kan holde sig orienteret om køreplanen via Rejseplanen.