To ulve dræbt i weekenden

Trafikdræbte ulve var sunde og raske, da de blev ramt af køretøjer

Offentliggjort Sidst opdateret

To ulve er i weekenden blevet dræbt i trafikken i det centrale Midtjylland.

Det skriver Naturhistorisk Museum i en pressemeddelelse, efter patologer ved Københavns Universitet har obduceret dyrene.

- Det var to sunde, flotte og velnærede dyr i god kondition, som er blevet dræbt øjeblikkeligt ved at blive påkørt af et køretøj. Det er tydeligvis et rent trafikdrab, for der var ingen sygdomstegn og absolut heller ingen tegn på anskydning, siger veterinærpatolog Tim Kåre Jensen i pressemeddelelsen.

Strejfer

Den ene ulv blev fundet i kanten af motortrafikvejen mellem Billund og Vejle, mens den anden lå ved Herning-Vejle Motorvejen mellem Brande og Arnborg.

Den ulv, der blev fundet på motortrafikvejen er en hanulv, der vurderes enten at have været en strejfende ulv eller fra et af revirerne i det central Midtjylland.

Det skriver Kent Olsen, der er videnskabelig chef og seniorforsker ved Nationalhistorisk Museum i Aarhus og leder for den nationale ulveovervågning.

Hvalp fra sidste sommer

Han vurderer, at den trafikdræbte hunulv er en hvalp fra sommeren 2023.

- Hvalpene forlader ofte deres forældre i februar og marts, når de er knap et år gamle, og jeg vil tro, at denne hun er fra et af de ulvekuld, som blev født sidste år i enten Hovborg-reviret eller Skjern-reviret, siger Kent Olsen.

DNA-test skal nu endeligt afgøre, hvor de to ulve kommer fra. 

Endeligt svar afventes

Det forventes at tage cirka seks uger.

Ved udgangen af februar vurderede den nationale ulveovervågning, at der befandt sig mellem 39 og 44 ulve i Danmark.

- Med de to trafikdræbte ulve i weekenden, vurderer vi, at antallet af ulve aktuelt er to individer lavere, så der nu er 37-42 ulve, siger Kent Olsen.

Dræbt på motorveje

Det er ikke første gang, at ulve mister livet på de danske veje.

I december 2022 blev en ulv trafikdræbt på Esbjerg-motorvejen, mens endnu en ulv mistede livet på den nordjyske motorvej i november 2023.

Begge ulve er nu en del af de videnskabelige samlinger på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet. Også de to nyligt trafikdræbte døde vil overgå til samlingen.

Powered by Labrador CMS