Tjek skuffen: Disse papirer kan være guld værd

De fleste får ret til tidlig pension i flere år, når de indsender beviser for deres arbejdsliv, viser nye tal

Fire ud af fem får flere år med Arne-pension efter at have fundet gamle dokumenter
Fire ud af fem får flere år med Arne-pension efter at have fundet gamle dokumenter

Citathistorie: Fagbladet 3F.

Man skal ikke give op i jagten på tidlig Arne-pension, mener den 64-årige tømrer Per Thomsen.

Han fortalte for nylig til Fagbladet 3F, hvordan han efter et blankt afslag på tidlig pension gik i gang med at støve gamle dokumenter frem i Rigsarkivet – og endte med at få tilkendt hele tre års tidlig pension.

Og nye tal fra Beskæftigelsesministeriet tyder på, at Per Thomsen har ret.

For fire ud af fem borgere ender nemlig med at rykke sig og få tilkendt flere år med Arne-pension, hvis de selv finder beviser frem om deres arbejdsliv - mange via Rigsarkivet - og sender dem til Udbetaling Danmark, der behandler ansøgningerne.

I alt har næsten 9.500 borgere sidste år fået besked om, at de selv kan skaffe mere dokumentation, fordi de ikke har fået fuld pension. Det har godt hver tredje af dem gjort. Helt præcist 3.273. Og ud af dem, har fire ud af fem altså fået mere anciennitet, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Fået mere Arne-pension

For eksempel har 233 borgere fået hele tre års Arne-pension, hvor de ellers i første omgang helt fik afslag.

Tallene glæder beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

- For det første er der rigtig mange af dem, som ordningen var tænkt til, der faktisk bruger muligheden for at søge tidlig pension. Og da vi vidste, at der er dårligere data i forhold til de første årgange, der søger, så åbnede vi for, at folk måske selv kunne skaffe noget dokumentation. Det er glædeligt, at det lykkes for så mange, og at så mange får mere anciennitet, end de først fik tildelt. Det er ubetinget godt, siger ministeren.

Mens mange får tildelt mere anciennitet, vidner de nye tal fra Beskæftigelsesministeriet også om, at der er rigtig mange – over 6.000 borgere – som ikke har forsøgt at skaffe sig mere anciennitet, selv om de kunne.

Forsvarer processen

Ministeren er dog ikke bekymret for, at det er, fordi borgerne ikke kan overskue processen med selv at indsamle dokumentation.

- Vi ved reelt ikke, hvorfor de resterende ikke sender noget ind. Men vi vurderer, at det for manges vedkommende skyldes, at den anciennitet, de får tildelt, stemmer overens med det, de havde forventet, siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Det er særligt de første årgange af ansøgere, som kom ud på arbejdsmarkedet i 70’erne, der skal en tur i gemmerne, fordi der ikke findes de samme tilgængelige data om deres arbejdsliv, som der gør i dag.

Powered by Labrador CMS