Forlystelsesparken Tivoli Friheden i Aarhus genåbner tidligst tirsdag.
Det siger administrerende direktør Henrik Ragborg Olesen til DR Nyheder lørdag.
Tivoli Friheden har været lukket siden torsdag, hvor en 14-årig pige mistede livet i en ulykke i rutsjebanen Cobraen.
Annonce
Tager tid
- Det er helt afgørende vigtigt, at folk føler sig trygge ved at skulle på arbejde igen, og der er nogen, der stadig skal have bearbejdet de ting, de oplevede i forbindelse med ulykken i torsdags.
- Det er en proces, der tager tid. Det går i den rigtige retning, men vi må have respekt for, at vi ikke kan bede nogen servicere gæster, før vi er helt sikre på, at de kan gøre det med tryghed, siger han til DR Nyheder.
Annonce
Af forlystelsesparkens hjemmeside har det tidligere fremgået, at den ville genåbne mandag. Men det bliver altså tidligst tirsdag, oplyser den administrerende direktør.
Tilbage onsdag
Han siger, at man vil lave en slags blød åbning. Det vil sige, at parken vil være åben i nogle timer, hvor folk kan gå rundt og se sig omkring. Men forlystelserne vil ikke være i drift.
Dagen efter vil Tivoli Friheden efter planen være tilbage ved normal drift.
Det bliver dog ikke muligt at få en tur i Cobraen. Den er lukket permanent efter dødsulykken.
Tidligere ulykke
- Efter ulykken i 2008 - og nu i 2022 - er der ikke længere tillid til, at forlystelsen kan blive sikker nok til at være en del af Tivoli Frihedens fremtid, sagde Henrik Ragborg Olesen i en meddelelse fredag.
Cobraen var også i 2008 årsag til en ulykke i Tivoli Friheden, hvor fire personer kom til skade.
Det er endnu uvist, hvad der var årsag til ulykken torsdag. Østjyllands Politi arbejder på at klarlægge de nærmere omstændigheder.
Tivoli Friheden forventer, at undersøgelserne kan "vare flere måneder" endnu.
Når politiet er færdig med at undersøge Cobraen, vil den blive afmonteret og fjernet.
ULYKKER I FORLYSTELSESPARKERNE
Gennem de seneste to årtier har forlystelsesparker i hele landet haft flere ulykker. Her er et udpluk.
En teenagepige har torsdag eftermiddag mistet livet efter en ulykke i forlystelsen Cobraen i Tivoli Friheden i Aarhus.
Det sker af og til, at personer kommer til skade i danske tivolier og oplevelsesparker.
Her er et udpluk over nogle af hændelserne:
2022:
* En 14-årige pige mister livet og en 13-årig dreng pådrager sig skader på den ene hånd efter en ulykke i forlystelsen Cobraen i Tivoli Friheden. Ulykken sker angiveligt, da den bageste vogn knækker af.
2018:
* En treårig pige brækker benet to steder, da hun kommer i klemme i karrusellen Racing Team i Fårup Sommerland.
* To kørende vogntog i den gamle trærutsjebane på Bakken støder sammen. I alt er 27 personer involveret i uheldet. Ingen kommer alvorligt til skade.
2015:
* En femårig hollandsk dreng falder ud af Tivolis forlystelse Nautilus, da han spænder sikkerhedsselen op og rejser sig, mens den kører. Han falder omkring fire meter ned og lander oven på en 39-årig kvinde, der på den måde tager faldet for ham. Begge slipper fra ulykken med småskrammer.
2012:
* En fireårig dreng kommer til skade i Experimentarium i Hellerup ved København. Han bliver slynget rundt af vandforlystelsen Bølgen og falder efterfølgende tre meter ned på et betongulv. Han bliver lagt i kunstig koma for at stabilisere ham og kommer sig ifølge politiet.
2008:
* En otteårig dreng bliver slynget ud af forlystelsen Tekopperne i Fårup Sommerland. Han pådrager sig blødninger i hjernen og kraniebrud.
* Fire unge bliver kvæstet i forlystelsen Cobraen i Tivoli Friheden i Aarhus, da en af vognene pludselig falder ned.
2006:
* En 11-årig dreng hopper over hegnet til Hundeprutten i BonBon-Land, mens den kører og bliver ramt i hovedet af en af vognene. Han mister livet i ulykken.
2002:
* En 28-årig mand omkommer efter et fald på godt 20 meter fra forlystelsen Booster i et tivoli på Vorbasse Marked. Fordi manden var overvægtig kunne sikkerhedsbøjlen til hans vogn ikke lukkes ordentligt.