Til sidst smed de andre ham ud
Ozzy Osbourne blev som del af Black Sabbath kendt som Mørkets Prins. Karrieren har været succesfuld, men præget af misbrug og sygdom
Sorte negle, sort hår og sort eyeliner. Sangeren Ozzy Osbourne er legenden, der ikke vil dø. På trods af sygdom og misbrug har han lavet adskillige comebacks - både i karrieren og i livet. 3. december fylder han 75 år.
John Michael Osbournes musikkarriere begyndte i slutningen af 1960'erne, da han var med til at stifte heavy metal-bandet Black Sabbath, der blev kendt for deres dæmoniske lyd og tekster om okkulte emner.
Den dystre musik og mørke æstetik gav Osbourne kaldenavnet The Prince of Darkness - på dansk Mørkets Prins.
Alkohol og stoffer
Som mange andre rockstjerner blev Osbourne trukket ind i en verden af alkohol og stoffer. Det endte i et omfattende misbrug, der fik konsekvenser for hans helbred og relationer.
- Jeg har haft så mange overdoser på stoffer, at jeg er heldig at være i live. Jeg har haft så mange nærdødsoplevelser, at jeg er "the comeback kid". Hvis jeg var en kat, så ville jeg have 33 liv, fortalte Osbourne den engelske avis The Sun i 2019.
Smidt ud
I 1979 blev hans misbrug for meget for de resterende bandmedlemmer, og Osbourne blev smidt ud af Black Sabbath.
Bruddet indledte hans succesfulde solokarriere med flere ikoniske sange som "Crazy Train" fra hans første soloalbum "Blizzard of Ozz" fra 1980 og "No More Tears" fra albummet af samme navn fra 1991.
I 1993 trak han sig tilbage fra musikken for dog at lave comeback to år senere.
Parkinsons
I 2020 fortalte Osbourne, at han led af Parkinsons sygdom. Trods forskellige behandlinger og op til flere operationer for at lette smerterne, er han i dag stadig i meget ubehag, siger han i sin podcast "The Osbournes Podcast".
Det svigtende helbred blev også årsagen til, at han i februar 2023 meddelte, at han blev nødt til at stoppe med at turnere.
- Tro mig, når jeg siger, at tanken om at skuffe mine fans virkelig fucker mig op – mere end I aner, skrev han på det sociale medie X.
TV-succes
Ozzy Osbourne har været gift med Sharon Osbourne siden 1982. Sammen har de tre børn, Kelly, Aimee og Jack.
Familien havde stor succes med reality tv-serien "The Osbournes" på MTV i 2002-2005, som fulgte familiens liv med op- og nedture.
Tidligere var Ozzy Osbourne gift med Thelma Riley. Sammen har de børnene Jessica Starshine og Louis.