Tidligere minister tager over efter kræftsag

Jonas Dahl bliver konstitueret som regionsdirektør i Midtjylland efter Pernille Blach Hansens opsigelse

Offentliggjort Sidst opdateret

Region Midtjylland konstituerer tidligere skatteminister Jonas Dahl som regionsdirektør fra 1. august.

Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Det sker, efter at regionsdirektør Pernille Blach Hansen tidligere på ugen opsagde sit job.

- Jeg håber, jeg kan bidrage med at binde det fantastiske sundhedsvæsen, som der er i regionen, sammen på tværs af ledere, medarbejdere og på et politisk niveau, siger Jonas Dahl til Ritzau.

To valgte at gå

Stillingen som regionsdirektør slås op hurtigst muligt efter sommerferien, skriver regionen. Konstitueringsperioden udløber, når stillingen er besat.

Tirsdag meddelte regionen, at to topchefer opsagde deres stilling. Der var tale om regionsdirektør Pernille Blach Hansen og lægefaglig koncerndirektør Helene Probst i Region Midtjylland.

Region Midtjylland konstituerer tidligere skatteminister (SF) Jonas Dahl som regionsdirektør. (Arkivfoto).
Region Midtjylland konstituerer tidligere skatteminister (SF) Jonas Dahl som regionsdirektør. (Arkivfoto).

Opsigelserne kom i kølvandet på, at DR har kunnet afdække, hvordan patienter har ventet for længe på kræftbehandling på Aarhus Universitetshospital (AUH).

I alt ventede 313 patienter for længe i perioden fra januar 2022 til og med februar i år.

Hård kritik

Pernille Blach Hansen og regionens vurderingskomité fik i slutningen af maj "en stærk kritik" af Forretningsudvalget i Region Midtjylland for håndteringen af de whistleblowerhenvendelser, der kom om forholdene på mavetarm-kirurgisk afdeling på AUH.

Hun havde tidligere beklaget, at der ikke blev reageret hurtigere.

Jonas Dahl siger, at det er klart, at det bliver en stor opgave i lyset af, hvad "vi har set det seneste halve års tid."

- Det har været åbenlyst for enhver, at den seneste tid har det ikke kun været de gode historier, der har fyldt om regionen, og det skal vi gerne have rettet op på, siger han.

Afviser ikke at blive

Han understreger, at der er mange positive historier, og det kræver en fælles indsats at få dem til at fylde i fremtiden. Og den indsats vil han gerne bidrage til.

- Er det en stilling, du kunne forestille dig at sidde i permanent?

- Det er for tidligt at svare på efter at have været konstitueret i 51 minutter, siger Jonas Dahl.

- Jeg afviser ikke noget, men jeg ser tiden an og forbeholder mig altid retten til at blive klogere.

Hård tid

Anders Kühnau lægger også i torsdagens pressemeddelelse vægt på, at den seneste tid har været hård for regionen.

- Og samtidigt har de seneste måneder vist, at vi står over for vigtige dialoger om, hvordan sammenhængskraften mellem netop medarbejdere, ledere og politikere kan gøres stærkere.

- Den proces er jeg sikker på, at Jonas Dahl på en positiv måde kan bidrage til, siger han.

Tidligere minister

Jonas Dahl har tidligere været formand for SF's folketingsgruppe og skatteminister fra 2013 til 2014. På nuværende tidspunkt er Jonas Dahl konstitueret hospitalsdirektør på Hospitalsenhed Midt.

Region Midtjylland

Region Midtjylland er en af Danmarks fem regioner. Regionen er en administrativ enhed med hovedansvaret sundhedsvæsenet, regional udvikling og drift af en række sociale institutioner i Midtjylland.

Kilde: Wikipedia

Jonas Dahl har siden 2016 været hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers og har været medlem af både Folketinget og regionsrådet i Region Midtjylland.

Powered by Labrador CMS