Tidligere hofchef Per Thornit er død
Per Thornit har gennem årene stået kong Frederik meget nær og blevet kaldt kongens reservefar
Tidligere hofchef Per Thornit er død i en alder af 82 år.
Det siger hans enke, Ulla Thornit, til Billed-Bladet.
Den tidligere hofchef har, trods det ikke var ham, der var i mediernes søgelys, sat et markant aftryk i sin tid i det danske kongehus.
Reservefar for Frederik
Få har været så tæt med kong Frederik som Per Thornit. Ifølge ugebladet blev han kaldt kongens reservefar.
Han kom til Amalienborg i midten af 1980'erne fra et job som ministersekretær i Indenrigsministeriet.
Først som kontorchef i dronningens kabinetssekretariat og siden som chef for kronprinsens sekretariat.
Her blev opgaven at følge Frederik og Joachim. De to prinser var under hans vinger fra teenageårene, til de giftede sig.
Skulle vejledes i livet
Undervejs skulle de vejledes i livet som unge og stadig uerfarne kongelige, men også forberedes på fremtiden.
Det gik ikke altid stille for sig, for den nye chef, der er jurist af uddannelse, sagde tingene uden omsvøb. Sådan talte han til sine egne sønner, og samme model ønskede prinserne.
Ellers kunne man lige så godt have ansat en klaphat, lod Thornit forstå.
I 2004 blev han hofchef det daværende kronprinsepar - kong Frederik og dronning Mary.