Mandeikon fylder år
Harry Styles har cementeret sin position som internationalt popikon og har samtidig flyttet grænserne for maskulinitet. 1. februar fylder han 30 år
Det var en optræden på forsiden af modebladet Vogue, der fik verden til at udråbe Harry Styles som en ny tids mandeikon.
- Du ved det måske ikke, men vi lever i Harry Styles' tidsalder, lød det i Information i 2020.
Harry Styles har længe før sin 30-års fødselsdag 1. februar bevist, at han kan lave musik. Han har desuden udfordret klassiske maskulinitetsidealer - og er blevet hyldet for det.
Blev ikke valgt
Harry Styles' karriere begyndte i 2010 med en audition i den britiske version af "X Factor", som hans mor havde opfordret ham til at deltage i.
Det var Stevie Wonder-nummeret "Isn't She Lovely", der skulle få den 16-årige teenager videre i konkurrencen.
Måske til hans store held gik det ikke. Harry Styles blev ikke valgt af dommerne.
I stedet blev han en del af en gruppe med Niall Horan, Zayn Malik, Liam Payne og Louis Tomlinson og kunne på den betingelse fortsætte i "X Factor".
Massiv succes
Dermed var One Direction født.
Herefter tog det fart for bandet, der i årene efter fik massiv succes.
I 2016 besluttede de fem sig til at gå hver til sit for en stund. Det satte skub i Harry Styles' solokarriere.
Et år senere underskrev han sin første kontrakt med Colombia Records, og så væltede hæderen ellers ned over briten.
Slog salgsrekorder
Hans andet soloalbum, "Fine Line", slog amerikanske salgsrekorder for britiske mandlige artister. Sangen "Watermelon Sugar" vandt en Grammy Award. Og mindst lige så succesfuld blev det tredje og seneste album, "Harry's House", der udkom i 2022.
I mellemtiden har Harry Styles nået at prøve kræfter med en skuespilkarriere. Det skete første gang i 2017-filmen "Dunkirk", der er instrueret af Christopher Nolan.
Kastede op på motorvej
I 2022 fik Harry Styles hovedrollen i den psykologiske thriller "Don't Worry Darling".
Og som Informations skribent i artiklen fra 2020 skrev, siger det ikke så lidt om Harry Styles' popularitet, at loyale fans strømmede til en motorvej i USA, hvor han tømmermændsplaget havde kastet op i 2014.
Hans brækrester blev efterfølgende solgt på online-auktionshuset eBay, og et mindesmærke blev rejst.