Telefon til lægevagt brudt ned
Borgere i Region Sjælland kan ikke nå lægevagten på telefon. De opfordres i stedet til at møde op på sygehuse
Opdatering: Der kan igen ringes til lægevagten
I Region Sjælland er telefonen til lægevagten nede. Borgere med behov for at tale med lægevagten kan henvende sig på det nærmeste sygehus, skriver regionen i en pressemeddelelse.
- Vi oplever nedbrud på telefonsystemet, som gør, at der pt. ikke kan ringes til lægevagten.
- Er du syg eller dårlig og har behov for at tale med lægevagten akut, kan du henvende dig fysisk på nærmeste sygehus i Roskilde, Køge, Holbæk, Slagelse, Næstved og Nykøbing F.
Ingen tidshorisont
Ifølge TV 2 Øst skal borgere ikke møde op hos lægevagten i Kalundborg, Nykøbing Sjælland, Ringsted, Vordingborg eller Nakskov. Her er lægevagten nemlig ikke bemandet hele tiden.
Det er ingen tidshorisont for, hvor længe lægevagtens telefonlinjer er nede, skriver regionen.
Der er intet i vejen med telefonlinjerne til 1-1-2, som skal kontaktes ved akut og livstruende sygdom, oplyser regionen.