Tallene vækker bekymring
Der er sket en tredobling på to år
Antallet af unge i København, der dagligt ryger en gammeldags cigaret, har været faldende de sidste år. Men desværre er cigaretterne blevet erstattet af andre nikotinprodukter.
Og sammen med øvrige rusmidler er de nye produkter mere udbredte blandt unge i København end blandt jævnaldrende i andre landsdele.
Det skriver Københavns kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i en pressemeddelelse.
Antallet af snus-brugere stiger, og København fører også an, når det gælder unge, der har eksperimenteret med hårde stoffer. Det viser tal fra den såkaldte "Ungeprofil," som er en årlig landsdækkende undersøgelse af trivslen blandt unge på ungdomsuddannelser.
Den mest markante udvikling finder man, når det gælder 'vapes', altså e-cigaretter til engangsbrug med forskellig smag og uden børnesikring, som er blevet rasende populære.
Vapes er ulovlige at sælge i Danmark, men det afholder ikke de unge fra at bruge dem.
- Det bekymrer mig, at flere og flere unge bruger de her produkter. Vapes øger risikoen for at blive afhængig af nikotin. Og vi ved, at nikotin er skadelig for unges hjerner. Samtidig bekymrer det mig, om nikotinprodukterne baner vej for, at unge også begynder at ryge, for rygning er en af vores allerstørste sundhedsudfordringer. Derudover ved vi, at vapes indeholder skadelige stoffer, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Kommunen sætter ind
Unge på de københavnske ungdomsuddannelser bliver allerede i dag mødt af en række tilbud fra Københavns Kommune, som skal forebygge at flere unge bliver afhængige af nikotinprodukter.
For eksempel tilbud om ryge- og nikotinstop, som kan hjælpe de unge (og øvrige borgere) af med cigaretter og nikotinafhængighed. Særligt app'en XHALE er målrettet unge.
Og ungdomsuddannelserne kan få sparring til, hvordan de bedst muligt kan hjælpe deres elever til at overholde røg- og nikotinfri skoletid. Ligesom medarbejdere på skolerne kan komme på kursus i at tale med unge om deres nikotinforbrug.
Ikke nok
- Det er ikke nok, at uddannelserne og kommunen taler med de unge. Det her en voksende og meget alvorlig udfordring. Og jeg vil gerne opfordre Københavns forældre til at tale med de unge om, hvor farlige de her nye produkter er, siger Sisse Marie Welling og fortsætter:
- Vi har ambitioner om en røgfri generation i Københavns Kommune, og derfor skal vi være gode til at fortælle om vores stop-tilbud. Men vi har også brug for, at man fra nationalt hold regulerer produkterne, som åbenlyst sætter unge i gang med et nikotin-misbrug. Nikotin kan øge risikoen for angst og depression, og det skal vi undgå, for det kæmper de unge i forvejen med, siger Sisse Marie Welling.
Højere risiko
I den nye ungeprofil kan man også læse, at antallet af daglige rygere er faldende. Ligesom de unge københavnere også drikker alkohol lidt sjældnere end i tidligere undersøgelser.
Risikoen for depression og stress er samtidig lidt højere i København end i andre landsdele.