Tal eksploderet blandt børn og unge
Røgfri nikotinprodukter såsom snus, nikotinposer og tyggetobak bliver mere og mere udbredt blandt 15-29-årige
Forbruget af nikotin og tobaksprodukter stiger blandt børn og unge.
Det viser en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. Undersøgelsen er udarbejdet for Sundhedsstyrelsen.
Således bruger 35,1 procent - svarende til en tredjedel - af børn og unge mellem 15 til 29 år dagligt eller lejlighedsvist produkter såsom cigaretter, snus og nikotinposer.
Tallet stiger
Det er en stigning fra 2020, hvor det gjaldt 26,3 procent, som svarer til en fjerdedel.
Særligt forbruget af røgfri produkter stiger, mens færre ryger cigaretter.
Fra 2020 til 2022 er andelen, der dagligt eller lejlighedsvist bruger røgfrie nikotinprodukter, steget fra 9,1 procent til 12,9 procent.
Stigningen i forbruget er set inden for alle aldersgrupperne, men der er flest, som røgfrie produkter blandt de 18-24-årige. Her bruger 17,4 procent det.
Røgning daler
Imens var der i 2020 20,1 procent, der røg cigaretter. Det er i 2022 faldet en smule til 19 procent.
Dataindsamlingen til den nye undersøgelse fandt sted fra 14. september til 21. november 2022. 9369 personer i aldersgruppen har svaret på et spørgeskema.
Undersøgelsen udkommer jævnligt og blev iværksat, i forbindelse med en politisk aftalt handleplan mod børn og unges rygning, der blev vedtaget i 2020.
Starter med cigaretter
Handleplanen indeholder en række tiltag såsom røgfri skoletid på grundskoler og ungdomsuddannelser. At tobakken gemmes væk i butikker. Og at der ikke må være andre smage end mentol og tobak i blandt andet e-cigaretter.
Priserne på cigaretter og andre tobaksprodukter blev også sat op, så de fra 1. januar 2022 koster 60 kroner.
Mange af tiltagene er trådt i kraft.
Undersøgelsen viser også, at langt størstedelen af dem, der bruger nikotin- og tobaksprodukter, først har prøvet cigaretter.