Tager Royal Run med til Grønland

Kongeparret tager på sit første officielle besøg til Grønland lørdag som konge og dronning

Offentliggjort Sidst opdateret

Kong Frederik og dronning Marys besøg i Grønland

Kongeparret starter deres Grønlandsrejse i Qaanaaq, hvor kong Frederik tidligere har ledet Sirius Ekspeditionen.

Under besøget vil de blandt andet deltage i Royal Run i Qeqertarsuaq og besøge bygden Attu, hvor de vil afsløre et mindesmærke.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

I otte dage skal kong Frederik og dronning Mary turnere rundt på Grønland på deres første officielle besøg som kongepar.

Ugen igennem vil kongeparret besøge flere afkroge af selvstyret.

Blandt andet tager parret en del af det kongelige løb Royal Run med til Grønland. Søndag eftermiddag inviterer kong Frederik og dronning Mary til løb i Qeqertarsuaq.

Qeqertarsuaq ligger på sydsiden af øen Qeqertarsuaq, som er Grønlands største ø, i Vestgrønland.

Familie-mile

Det fremgår af programmet for turen, der går i gang lørdag, på kongehusets hjemmeside.

Kongeparret igangsætter en familie-mile, som også er et af de løb, man har kunnet løbe i de danske byer i forbindelse med Royal Run, da det blev afholdt i maj omkring kongens fødselsdag.

Besøget til Grønland kommer, efter at kongeparret har været på statsbesøg til både Sverige og Norge. Næste år går turen også til Færøerne. (Arkivfoto).

Parret starter i den nordlige del af Grønland. 

Herfra sejles de med kongeskibet "Dannebrog" fra den ene by, bygder og ø til den næste.

Afslører mindesmærke

Kong Frederik og dronning Mary aflægger blandt andet besøg i den vestgrønlandske bygd Attu, der ligger på en mindre ø med samme navn.

Her vil parret besøge bygdens kirke, skole og børnehave.

Kongen vil også afsløre et mindesmærke for Attus 200-års jubilæum i forbindelse med besøget.

Hele turen begynder, der hvor kong Frederiks fire måneder lange ekspedition med Sirius begyndte for 24 år siden.

Har været der før

Lørdag besøger parret Grønlands nordligste by Qaanaqq, hvor kongen i 2000 indledte og afsluttede Sirius Ekspeditionen.

I et interview onsdag med det grønlandske medie Sermitsiaq sagde kongen, at han med rejsen lærte sig selv bedre at kende.

- Grønland har lært mig at leve i pagt med naturen. Grønlænderne respekterer naturen og følger dens gang, sagde han.

Stor begejstring

Kongeparret udtrykte i interviewet stor begejstring for det kommende besøg til Grønland.

- Besøgene bekræfter os i, at vi er forbundne i Rigsfællesskabet, lød det fra parret kort inden afrejse.

Lørdagen efter - besøgets sidste dag - foregår i Narsaq i den sydlige del af Grønland. Narsaq er omgivet af fjordene Tunulliarfik og Ikersuaq, og området har været hjemsted for inuit og nordboere.

Powered by Labrador CMS