Svigter patienter: Scorer kassen

To nu fyrede hospitalsdirektører fra Aarhus Universitetshospital får millioner med sig i fratrædelsesaftale

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og regionsdirektør Pernille Blach Hansen oplyste på pressemøde tirsdag, at to hospitalsdirektører blev fyret efter kræftsag.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og regionsdirektør Pernille Blach Hansen oplyste på pressemøde tirsdag, at to hospitalsdirektører blev fyret efter kræftsag.
Offentliggjort Sidst opdateret

Lange ventetider for kræftpatienter resulterede tirsdag i en fyreseddel til to hospitalsdirektører fra Aarhus Universitetshospital.

De to nu tidligere chefer får et større millionbeløb med sig ud af døren, skriver TV 2.

Aktindsigt afslører

Mediet er gennem en aktindsigt kommet i besiddelse af en orientering fra Region Midtjylland, som viser, at tidligere hospitalsdirektør Poul Blaabjerg får en godtgørelse på 4.041.461 kroner.

Den tidligere lægefaglige direktør Claus Thomsen får 3.447.282 kroner med sig.

Det er betingelserne

Det er betingelser i deres ansættelseskontrakter, der danner grundlag for fratrædelsesaftalerne, skriver TV 2. Sagen om lange ventetider begyndte at rulle i marts, hvor det kom frem, at 293 patienter med tarmkræft har ventet unødigt længe på en operation på Aarhus Universitetshospital. Det var i perioden januar 2022 til og med februar i år.

Tallet er siden vokset til 313.

Med fuldt overlæg

Patienterne har måttet vente op til otte uger på en operation, selv om de har lovkrav på at blive opereret senest efter to uger. For nogle har det betydet, at deres kræft har bredt sig og er blevet uhelbredelig.

I kølvandet på sagen blev der iværksat to uvildige undersøgelser.

Ifølge regionsdirektør Pernille Blach Hansen konkluderer den ene undersøgelse, at hospitalet har begået retlige fejl "med fuldt overlæg".

- De pågældende fejl blev alle begået bevidst og fastholdt over en længere periode trods løbende drøftelser og anledninger til at ændre administrationen i overensstemmelse med de klare patientrettigheder på området, sagde hun ved et pressemøde tirsdag.

Vigtigere end patienterne

Det er desuden konkluderet, at hensynet til hospitalets økonomi har vægtet højere end patienternes rettigheder.

Powered by Labrador CMS